Tekst Hasse Jørgensen, foto Hudevad. Torsdag den 18. okt.

Hudevad Radiator Design A/S, som har overtaget dele af produktionen, udvalgte varemærker og produkter fra Ribe Jernindustri A/S, har netop indgået en sponsoraftale med Sydvestjyske Museer vedrørende Sydvestjyske Museers projekter ”Jacob A. Riis Museum” og ”Ribe Heksemuseum”.

Aftalen lyder på, at Hudevad yder et sponsorat på ca. 49 unikt designede Hudevad radiatorer (svarende til en markedsværdi på ca. DKK 286.000), som bliver en del af de kommende museers indretning.

– Historierne fra Ribe er fantastisk spændende, og vi er meget glade for at være en del af Sydvestjyske Museers omfattende formidlingsprojekter, siger Jesper Friis, adm. direktør i det nye firma, Hudevad Radiator Design A/S.

Jesper Friis tilføjer: – Det var en sponsoraftale, som blev sat i værk af den tidligere ledelse i Ribe Jernindustri, og vi er rigtig glade for, at de nye ejere af Hudevad, Stelrad Radiator Group fra England, bakker op om aftalen. Fabrikken og produkterne er trods alt stærkt forbundet med byens historie.

Radiatorerne er special lavet ud fra beskrivelser fra arkitekten, Jørgen Overbys Tegnestue, og passer derved ind i bygningens arkitektur og behov.

Hudevads kendetegn er netop at samarbejde med arkitekter om at udvikle diskrete og individuelle varmeløsninger af høj kvalitet, der passer ind i arkitektens vision.

Direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, er selvsagt meget glad for aftalen: – Det er et meget kærkomment sponsorat til de to kommende museer, og det er flot, at det nye Hudevad fastholder ideen om at binde byens udvikling sammen.