Tekst og foto: Hasse Jørgensen, torsdag den 7. juni

Hotel Ribe overtager nu driften af de hotelværelser, der har stået tomme siden fru Mathies lukkede forretningen for et par uger siden. Dermed sikres der overnatningsmuligheder, som der er hårdt brug for.

Der er tale om seks fine værelser over selve restaurationen. Restaurationen forbliver lukket efter de tidligere ejere drejede nøglen.

Indehaverne af Hotel Ribe, Tinne Rieck og Niels Toft, bekræfter, at de overtager driften af hotelværelserne.

– Vi skal nu i gang med at shine værelserne op. Der skal bl.a. males, og der skal suppleres med hensyn til møblementet. Vi vil gerne åbne så hurtigt som muligt, men vi satser på, at det i hvert tilfælde bliver senest 1. juli, siger Niels Toft.

Der er tale om store, lyse værelser. Seks i alt, hvoraf de fire har separat bad og toilet, mens der til de to er fælles bad og toilet.

Værtsparret på Hotel Ribe har i de godt fire år, de har drevet hotellet, skabt en virkelig god belægning på hotelværelserne, hvor parret med held har arbejdet på at skabe en familiær og hyggelig stemning. En stemning, der åbenbart falder i gæsternes smag.

’- Vi vil gerne gøre det lidt anderledes og skabe lidt atmosfære på hotellet og på værelserne, og det samme vil vi prøve på værelserne i Saltgade, forklarer Tinne Rieck, der kan fortælle, at specielt i højsæsonen har de på Hotel Ribe mange gæster, der i løbet af sen eftermiddag eller aften kommer ind direkte fra gaden for at få et værelse.

– Som regel må vi melde alt optaget, fordi værelserne er bestilt forud, og derfor ved vi, at der specielt i sommermånederne er brug for overnatningsmuligheder i Ribe, fortæller Tinne Rieck.

På værelserne på det gamle fru Mathies bliver der ikke mulighed for at købe morgenmad. Gæsterne kan tilkøbe morgenmad på Hotel Ribe, eller de kan selv lave den på værelserne, idet der opsættes udstyr til det.