Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 3. juni

Ideen med at lave den originale sushi og tilbyde den til gæsterne har været så stor en succes for Hotel Ribe, at man næste gang, arrangementet løber af stabelen, er nødt til at servere den japanske specialitet i to hold.

Indehaverne af Hotel Ribe, Tinne Rick og Niels Toft, har besluttet, at der hver den første søndag i måneden skal være sushi på menuen. Første arrangement løb af stabelen i går, den 2. juni, og næste arrangement bliver den 7. juli.

– Til det første arrangement måtte vi afvise rigtig mange, der gerne ville bestille bord. Vi lavede 42 portioner sushi dels til de, der ville spise på hotellet, og dels ud af huset. Det var det, vi kunne rumme, men næste gang opdeler vi de, der vil spise på hotellet, i to hold. De første kan spise klokken 17,30 og næste hold kan spise klokken 19.30, fortæller Tinne Rieck, der kan glæde sig over, at den første aften med sushi på kortet gik fantastisk.

Tinne Rieck og Niels Toft har allieret sig med japanske Sayaka Nashinoki, der med mand og barn bor i Ribe.

Hun har lavet kunsten at lave sushi af sin mor, så det er den originale sushi, der bliver serveret på Hotel Ribe.

– Vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Derfor står Sayaka for produktionen assisteret af os, og vi har fundet en forhandler, der kan levere de rigtige råvarer. Men for at vi kan gøre det helt rigtigt, er det også nødvendigt med bestilling senest torsdag før den søndag, man vil spise. Og allerede nu har vi flere bestillinger til den næste sushi-søndag, fortæller Tinne Rieck