Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 7. august 2023
Den snart toårige August Rumle ligger trygt og afslappet i sin mors, Signe Willerslevs arme, mens mor og far, Mikkel Willerslev øver sig på en koncert, de skal opføre på torsdag aften den 12. januar på spillestedet Termansens.
Det er tydeligt, at den lille August nyder musikken, og meget kan tyde på, at han har lige så meget glæde af musikken, som storesøster Marie og mor og far har at dømme efter hans udsigtsudtryk.
Men den koncert Signe og Mikkel Willerslev på torsdag spiller, er bestemt ikke nogen helt almindelig koncert. Det er en koncert for 40 indbudte gæster, og det er en koncert, der live streames til fordel for Danske Hospitalsklove. For midt i et dramatisk forløb efter fødslen af August mødte ægteparret Willerslev hospitalsklovnen Liva, der spreder lys og smil i en ellers meget kaotisk, mørk og dyster tid.
Dramatik og uvished
Den 26. marts 2021 kom August til live, men det, der skulle have været en glædelig begivenhed, blev lynhurtigt forvandlet til dramatik og uvished om fremtiden. Den lille dreng lå helt stille hen, og lægerne på Sønderjysk Sygehus, hvor drengen blev født, gav ham umiddelbart ikke mange chancer for at overleve.
I hast blev den lille dreng overført til Odense universitetshospital, men Signe lå til opvågning efter fødslen og far Mikkel måtte fortælle Signe, hvordan situationen var, hvorefter hun i ambulance blev kørt til OUH og Mikkel måtte følge efter i egen bil, da der ikke var plads i ambulancen.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Rumle nyder tydeligt musikken på mors arm.
På universitetshospitalet fik parret af lægerne at vide, at hvis August Rumle overlevede, ville han blive en grønsag. En læge betegner den lille dreng som noget helt særligt. For da hun havde set August Rumle, tog hun på en uges ferie, og da hun kom tilbage, var August Rumle der stadig.
Skulle døbes
Forældrene var enige om, at den nyfødte skulle have et navn frem for blot et navneskilt med teksten ”Dreng Willerslev”, hvis han skulle her fra. Og navnet Rumle kommer af, at når den lille fyr sparkede og ”rumlede” i mors mave, satte hun sig til klaveret og spillede Mozart, hvorefter Rumle faldt til ro.
Det blev ægteparret gode ven, sognepræst Simon Stubkjær, der i påsken smed, hvad han havde i hænderne og med familiens dåbskjole kørte til Odense for at døbe den lille dreng.
Tre måneder gik på OUH, inden Signe og drengen kunne komme hjem, og meget hurtigt i forløbet begyndte ægteparret Willerslev at skrive dagbog. Og den omhandler bl.a. den glæde, hospitalskloven Liva skabte.
Liva spredte glæde
Som Signe fortæller, smilte Liva altid: – Hun spredte en glæde, som vi midt i en meget alvorlig situation havde så hårdt brug for, og derfor vil vi med denne koncert give noget tilbage.
Og Mikkel siger: – Du må meget gerne skrive, at vi er meget, meget taknemmelige for, at Martin Schack stiller Spillestedet Termansens og deres udstyr til rådighed.
Denne fredag eftermiddag, hvor Ryk Ind Ribe besøger den lille familie i deres hyggelige hjem i Gravsgade, gælder det om at øve koncerten sammen med Emilie Maria Nielsen, der danner kor ved koncerten.
Ægteparret Willerslev er begge musiklærer, og de synger og spiller egne ting. Indimellem vil Annette Aagaard læse op af dagbogen.
Koncerten starter klokken 19,30, og du kan støtte hospitalsklovene ved at sende et beløb på Mobil Pay til 6616XE









































































