
Leif Wagner Jørgensen og Karen Sandrini fik mulighed for en god snak før arrangementet
Tekst & Foto: Johnny Tauman
22. august 2021
Søndag ved middagstid blev arrangementet ”Hop i havet” gennemført på stranden neden for de Hvide Mænd i Esbjerg. Danmarks Naturfredningsforening Esbjerg (DN) , Fiskeri og Søfartsmuseet og Havmiljøvogterne var gået sammen om dette arrangement, hvor også Nationalparken var repræsenteret.

Formanden Leif Wagner Jørgensen: – Vi må ikke glemme havet
Formanden for DN Leif Wagner Jørgensen bød de fremmødte velkommen – og sagde bla. at han er glad for den store opbakning og fokus på biodiversiteten i naturen: – Men vi har ikke opdaget de store værdier, der ligger i vandet. Under havoverfladen er der mange, mange smådyr og planter, som er under pres – og så er der fuglene og fiskene. Derfor er jeg glad for denne dag, hvor vi sammen har fokus på havet under slogannet: ”Hop i havet”, lød det formanden for DN, der tilsluttede sig det overordnede formål:
– Vi gør det for havets skyld, for jo mere vi kender til havet, jo mere vil vi passe på vores forunderlige hav, og det liv, der leves dér.
– Vi gør det for at vise, at vi elsker havet, og vi gør det med krav om, at politikerne beskytter havet NU!
Også aktuelt omkring Ribe
RYK IND RIBE har efter aftale med arrangørerne valgt at bringe budskabet videre til Ribe-området, hvor mange nyder mulighederne i Vadehavet ved såvel Kammerslusen som Mandøvejen.
Udvalgsformanden for Plan og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune – Karen Sandrini – var inviteret som hovedtaler af Danmarks Naturfredningsforening (DN) og sagde indledningsvis: – Tak til DN for invitationen i dag. Mennesket ved havet – det er ikke blot de hvide mænd. Det er os. Vi elsker havet. Lyden af havet bliver brugt som meditation, og bølgerne virker som magneter på os – på alle årstider, men især om sommeren hvor vi bader, leger og spiser ved havet.
Dem man elsker tugter man, siger et gammelt ordsprog. For hvordan kan man elske noget og behandle det uden omtanke. Det har vi gjort ved havet i årevis. Derfor er det på tide at ændre gamle vaner og få gjort hinanden opmærksomme på, hvor stor betydning vores færden i samfundet har for dyrelivet i havet.
Esbjerg Kommunes fokusfelt – plastik
Karen Sandrini fortalte om det store fokusfelt i Esbjerg Kommune – nemlig plastik, der er en af de store forureningssyndere i havet. – Ikke nok med det dræber livet i havet, så ender mikroplasten i maverne på os selv. Går man en tur langs stranden spotter man hurtigt engangsplast, som ligger blandt muslingeskaller, sand og sten, lød den fra formanden, som herefter omtalte kommunens seriøse plast strategiplan, som blev vedtaget sidste år.
Den består bla. af
- Optimering af nuværende affaldsordninger
- Erstatning af engangsplast
- Udfasning af produkter med mikroplast
- Brug af genbrugsbægre og erstatning af engangsplastservice ved kommunale arrangementer
- Øget vidensdeling mellem plastinteressenter i Esbjerg Kommune.

Selvom det naturligvis var et alvorligt emne, blev der også plads til et smil
Derudover har borger og turister vist os, at de ønsker at passe på havet mere end nogensinde.
Indsats med mulighed for præmie
Karen Sandrini har sæde i KIMO, Kommunernes internationale miljøorganisation. – Vi har valgt at opsætte affaldsposer og kasser, så man kan deltage i Kystlotteriet. Her tager man en pose i hånden, når man bevæger sig ned på stranden og samler affald. Sluttelig sættes et mærkat på posen med navn, telefonnummer samt E-mail, hvorefter man lægger den i kassen. På den måde deltager man automatisk i en konkurrence om flotte præmier. Hun fortalte videre, at der er trukket vindere fra Danmark og fra udlandet – og at der i løbet af det første år blev samlet 50 tons affald ind, inden det nåede vandet med dette system. Tak til lokale og verdensborgere for den store hjælp.
CO2 koncentrationen
Men plast er ikke den eneste trussel for verdenshavene. For ud over plastik og affald, farlige kemikalier fra skibe, så har co2 en stor indflydelse på en forsuring af vandet. Koncentrationen af CO2 stiger i atmosfæren og ligesom mange andre gasser kan CO2 opløses i vand, men det ændrer på havets pH-værdi, hvilket er ødelæggende for skaller, koralrev, krebs mm. Det er ganske ødelæggende for det marine liv. Temperaturen i verdenshavene stiger og livet, biodiversiteten i havet og livet under vandet vil lide stor skade. Karen Sandrini gjorde opmærksom på, at skader vi livet under havet, skader vi os selv.
Advarsel med at fjerne østersbanker
– Vadehavet, vores stolthed, emmer af biodiversitet og består af verdensstørste økosystem. Truslen om ønsket for brugen af bundslæbende redskaber ved fiskeri af muslinger samt skaldyr, gør mig rent faktisk decideres bange, fortalte Karen Sandrini og fortsatte: – For vi ved, at bundslæbende redskaber i erhvervsfiskeri vil ødelægge nogle af de vigtige biotoper på havbunden. Der er havdyr og fugle, der lever af fødeemner præcis dér, og jeg vil gerne advare mod at fjerne østersbanker, blåmuslinger og ålegræs, som binder flere millioner ton kulstof til gavn for CO2-balancen.
– Vadehavet er fantastisk til at holde på kulstoffet, som er skadeligt for klimaet, og vi har ikke råd til at miste så stor en ressource.
Vand fra oven
Endelig blev emnet ”vand fra oven ” vendt. – Vi er i Esbjerg Kommune bevidste om, at der i fremtiden vil komme mere vand fra oven. Det betyder, at vandet skal håndteres på forskellige måder. Det sker både igennem vores kloakseparering, hvor vi skiller regnvand og spildevand, men vi arbejder også på hurtigere nedsivning af nedbøren, så der ikke kommer så meget regnvand til vores spildevandsanlæg. Dette forhindrer overløb, så vi sikrer rent badevand, lød det fra Karen Sandrini, mens to kvinder tog sig en dukkert i Ho bugt og lille Niels legede med bedstemor.
Afslutningsvis lød budskabet: – Det skal de fremtidige generationer også kunne. Vi mennesker skal huske på, at vores tid på jorden er kort, og vi kun låner planeten, mens vi er her. Vores trussel via vores eksistens og vores behov er al for stor. Derfor skal vores fokus på et renere havmiljø og dermed FN´s verdensmål nr. 14 arbejdes benhårdt med nu og i fremtiden. Hop i havet med den største fornøjelse, men pas på det og tænk over, hvordan I kan hjælpe med at sikre at plast og affald ikke ender i bølgerne og på bunden.
Og så var der familiedag…

Tre årige Niels fangede smådyr sammen med bedstemor
– I dag sætter vi fokus på havet samt et renere havmiljø. Det er en familiedag som kredser om et meget alvorligt emne. Et emne vi politikere skal turde tage alvorlige, upopulære men rationelle beslutninger om. Jeg håber I alle får en dejlig dag. 1000 tak for ordet.