Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 3. juli 2025

Nu kan børnene også komme ud at løbe Stafet for Livet uden det koster dem en krone, og dermed er der åbnet for, at Stafet for Livet kan blive en rigtig familiedag.

Det er Stafet for Liver og ejendomsmæglerfirmaet Home i Ribe, der er gået sammen om at sende børnene ud til fordel for det gode formål, hvor de indsamlede midler går til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Deltagelsen er som skrevet gratis for børn og unge, og for hvert armbånd, der udleveres til dem under 18 år, donerer Home Ribe 20 kroner til Stafet for Livet.

Betty Madsen, der står bag Stafet for Livet i Ribe, glæder sig over det nye samarbejde og siger, at det er en drøm for hende også at få børnene og de unge ud at løbe.

Den lokale ejer af Home, Ribe, Jesper Lind Johansen: – Det er en god måde at støtte et godt formål på. Alle kender til kræft, og jeg håber, vi på denne måde kan være med til at skabe en sjov aktivitet og skabe glæde.

Stafet for Livet går som bekendt ud på, at deltagerne i 24 timer som hold eller flere personer sammen løber eller går en rute i 24 timer for at samle ind til kræftens bekæmpelse.

Både Jesper Lind Johansen og Betty Madsen ved, at børn og unge ikke kan gå eller løbe 24 timer.

De to fortæller, at derfor laves der et løb for børn og unge under 18 år, nemlig Home Mini Stafet, som starter lørdag den 13. september klokken 13,30 og varer 24 minutter. Og der er ingen krav om, at der skal løbes. Tempoet er helt op til den enkelte.

For at komme med i løbet, kan man bestille et armbånd på ribe@home.dk eller komme ind i forretningen på J. Lauritzens Plads og hente armbåndet. Bestiller man på nettet, kan armbåndet afhentes på pladsen for Stafet for Livet ved Vittenbergskolen på løbsdagen.