Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, lørdag den 17. december 2022

Krigen i Ukraine med dermed følgende stærkt stigende energipriser og udsigt til mulig mangel på energi, har skabt en helt nu dagsorden også i Esbjerg Kommune. En dagsorden der betyder, at vi her i kommunen også kan se frem til solcelleparker og vindmøller på landjorden.

Det siger næstformanden i byrådets udvalg for plan- og byudvikling, Karsten Degnbol (V). Udtalelsen kommer efter udvalget på sit sidste møde netop har drøftet energisituationen.

– Vi ved, der er en ny dagsorden med alt det frygtelige, der sker i Ukraine. Folk har forståelse for, at vi skal være uafhængige af Putins gas, og det skal vi også være i Esbjerg Kommune.

– Vi har hidtil været faste i kødet, når det gjaldt solcelleparker og vindmøller. Vi har ikke ønsket store solcelleparker i kommunen, og vindmøller skulle placeres til havs. Men der er en ny dagsorden, fastslår Karsten Degnbol efter udvalget netop har behandlet et nyt forslag til kommunalplan, der skal sikre arealer til store solcelleanlæg og vindmøller også til lands. Et forslag, der blev taget hul på i november som tidligere beskrevet i Ryk Ind Ribe.

– Vi sender forslaget ud i høring i otte uger, og vi tror, der vil komme forslag til mange projekter ind. Vi er i Esbjerg Kommune også nødt til at levere varen, og vi ved, der er mange landmænd, der har fået henvendelse om placering af solcelleanlæg på deres marker.

– Nu sender vi forslaget i høring, og når vi kommer hen i foråret, tager vi stilling til de enkelte projekter, der måtte være kommet ind.

Karsten Degnbol føjer til, at der skal være en gulerod for lokalområdet, hvis der skal etableres solceller eller vindmøller.

– Det kunne være en økonomisk kompensation. Vi er åbne for, at der skal ske noget, og det er byrådet, der bestemmer, hvor nye anlæg skal være.