Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 5. oktober 2024
Der var fest, stemning og masser af mennesker allerede fra de tidlige formiddagstimer onsdag, da Ribe Handel bød til høstmarked i den gamle by sammen med Sct. Catharinæ Kirke, der afviklede det traditionelle marked i den gamle kirke.
Ribe Handel havde virkelig lagt sig i selen for at skaffe masser af aktiviteter lige fra antikke traktorer, der stod opmarcheret ved domkirken, til campingpladsens Futte, der kørte rundt i gaderne, til musik og forskellige former for underholdning, og så selvfølgelig en masse boder i gågaden, kræmmermarked på Skibbroen, loppemarked i i Toldbodens gård og meget mere.
Vejret var i den grad med arrangørerne og selv om et par mindre truende skyer trak op over middag, holdt vejret tørt, og Ribe Handel kunne igen notere en kæmpe succes.
Hvor mange mennesker, der besøgte Ribes indre by denne lørdag, er det umuligt at gisne om, men fakta er, at det var ”sort af mennesker” hele dagen.
(Flere billeder under dette)