Tekst og foto: Renè Jørgensen
6. oktober 2019.

Høstmarkedet i Ribe trak mange mennesker til.

Kom man til parkeringspladserne i den indre by, var det stort set umuligt at få en tom plads. Der var rigtig mange ulovlige parkeringer rundt om i gaderne, mens der var mange tomme parkeringspladser på P-Nord. Men det gjorde ikke Høstmarkedet mindre attraktivt at deltage i, når man endeligt fandt en tom parkeringsplads.

I Sct. Catharinæ Kirke var årets høstmarked godt besøgt, og de mange udstillere havde travlt med at vise de fine ting frem. Ved et af bordene i kirken var Poul Madsen i gang med at pibe en pibekrave, som er en cirkelrund krave af hvidt fint lærred, tæt foldet og meget stærkt stivet-  og i øvrigt tilbehør til den sorte præstekjole.

Den kolde tid vi går i møde, kan vi ikke lave om på, men vi kan få varme fødder med de hjemmestrikkede strømper, man kunne finde hos fru Jürgensen. De kan også varme hjertet, for overskuddet går til kirkeligt arbejde, så muligheden for at gøre en god gerning ved køb, var bestemt til stede.

På det gamle rådhus var der fuldt hus, og en af udstillerne var Rikke Dittfeld fra Vester Nebel, der er trædrejer og laver smukke hånddrejede unikaprodukter. Der blev fremvist produkter af flere træsorter: bøg ask, huanpine, tjørn og blomme, men også teaktræ er en del at sortimentet.

Næsten papirtynde lysestager til fyrfadslys fremstillet i træ – man tror det ikke, det skal mærkes. Imponerende. Rikke Dittfeld fortæller, hun har arbejdet med teknikken i 15 år, og der da også en gang i mellem går ”ged i den”. Det er nu ikke tit, men selvfølgelig kræver det øvelse. Meget af træet er træ, der skulle smides væk. Ting lavet af en dørkarm fra Frederikshavn, træ fra træer væltet i stormen, en træstub der kommer fra Kroatien er blevet forarbejdet til smukke ting, og alle de udstillede ting er til salg. Interessen for Rikkes arbejde var stor på dagens udstilling.

Traditionen tro emmede gågaden af liv med markedet ved Toldboden og på Skibbroen. De mange besøgende blev da heller ikke snydt for den gode underholdning af trioen Blø Brø og duoen Long John Jam, der styrede Skibbroens begivenheder.

Trioen Blø Brø ved den gamle Toldbod fik folk til at nynne med på de kendte sange, men der var ingen tvivl om det var duoen Long John Jam der skabte underholdningen i gågaden.

Den friske kommende brud Pernille Bergenhammer og veninderne, der var til polterabend, mødte duoen Long John Jam på Skibbroen, og det blev et festligt indslag. Læs mere om Long John Jam på mandag i RYK IND RIBE, og se flere billeder. Også af den kommende brud .

 

Kate Kanstrup Nielsen fra Keramisk Design fra Vejle var med for første gang ved Høstmarkedet og viste sine flotte ting frem, som blev meget beundret af de besøgende.