Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, torsdag den 9. oktober 2025

 

Taknemmelighed og eftertanke

Udenfor en høstligt pyntet Ribe Domkirke stod spejderne fra KFUM Ribe-Hviding onsdag aften klar – småsnakkende og forventningsfulde. Inde i kirken var alt parat til årets høstgudstjeneste ved Signe von Oettingen, arrangeret i samarbejde med spejderne.

Da dørene gik op, gik processionen med flagbærere i spidsen op mod alteret og lagde de medbragte høstgaver. En smuk og højtidelig indledning på en tradition, der handler om taknemmelighed.

Høstgudstjenesten er tak til Gud for alt det, jorden giver – mad, frugtbarhed, livets muligheder og menneskers arbejde. Den minder os om, at vi er afhængige af naturen og hinanden, og at vi har et fælles ansvar for at passe på skaberværket. Samtidig kalder den på retfærdighed: at dele, så ingen mangler, mens andre har i overflod.

Både festlig og eftertænksom, rummer høstgudstjenesten en blanding af glæde, tak og refleksion.
Traditionen opstod i 1800-tallets Danmark, især på landet, hvor kirke og landbrug var tæt forbundet. Dengang som en tak for kornhøsten – en forudsætning for vinterens overlevelse. Med tiden blev den en bredere taksigelse, og i 1900-tallet slog den rod som fast tradition i næsten alle danske kirker.

I Ribe Domkirke dannede spejdernes efterårspyntede kirkerum en smuk ramme om dagen. De velkendte høstsalmer lød under hvælvingerne, og Signe von Oettingen talte om håb og livsmod.
–  man skal have håb og livsmod og give slip på det, man frygter og er bange for, lød hendes opfordring.

En stemningsfuld og varm fejring af høsten.

– Det er ikke kun høsten, der er vokset, det er I også, sagde Signe von Oettingen henvendt til spejderne

Høstgaver foran alteret

Der var stort fremmøde i Ribe Domkirke