Tekst & Foto Johnny Tauman
3. januar 2020
Flere af RYK IND RIBEs trofaste læsere har henvendt sig vedr. “Helhedsplanen for området ved Kammerslusen.”
Du har IKKE overset den annoncerede høring på Helhedsplanen for Ribe Kammersluse. Du vil naturligvis få mulighed for at kommentere planen under en 8 ugers offentlighøring, som må forventes at blive sat i søen i løbet af januar måned.
Gennem to udvalg
Som det fremgår af nedenstående, så har Helhedsplanen været gennem to politiske udvalg i december, hvor der er tilført nogle ekstra forhold
Teknik & Byggeudvalget godkendte 1. udkast til ”Helhedsplan for området ved Kammerslusen” d. 6. december 2019 med følgende kommentar: Planen skal markere placeringsmulighed for offentlig tilgængeligt slæbested og anløbsbro.
Plan & Miljøudvalget godkendte ligeledes forslaget d. 17. december 2019 med følgende kommentar: Der skal være opmærksomhed på omfanget af eventuelle autocamperparkering/-ophold.
Indstillingen til Byrådet
Direktionen indstiller, at det indstilles til Byrådet, at
1. udkast til ”Helhedsplan for området ved Kammerslusen” godkendes.
Planen sendes i 8 ugers offentlig høring
Helhedsplan uden økonomi
For god orden skyld: Det er blevet påtalt, at helhedsplanen ikke rummer afsnit om handling, økonomi eller tidsplan.
Ingen af disse elementer indgår normalt i helhedsplaner, som er en overordnet plan for mulighederne i området.
En efterfølgende handlingsplan vil kunne indeholde handlinger for realiseringen, tidsplaner og økonomi.
Da en stor del af planens tiltag ligger på privat grund, kan kommunen ikke udstikke konkrete handlinger herfor. Dette må udelukkende bero på de private grundejeres eget initiativ, økonomi og velvilje.