Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 26. april 2026
10 ensembler og solister fra de tre danske musikkonservatorier vovede sig ud i yderkanterne af Rued Langgaards repertoire ved Rued Langgaard Konkurrence 2026 i weekenden. 3 af deltagerne tog priser med sig hjem.
– Langgaards musik forandrer sig gevaldigt afhængig af, hvem der har den i hænderne. Når de ti unge ensembler arbejder med repertoiret måske for første gang, finder de sider af sig selv i nodebilledet – og skaber nye friske fortolkninger til tiden. Vi er i juryen fascineret af den ihærdighed, årets deltagere viser og taknemmelige over, at de tager musikken til sig og videre med ud i verden, siger juryformand Esben Tange efter den 6. Rued Langgaard Konkurrence blev afholdt i København i i weekenden
De 10 ensembler ved årets konkurrence var 5 lied-duoer, violin/klaver duo, soloklaver og orgel – samt i kategorien Arrangementer af musik af Langgaard en guitar/lied duo. 6 ensembler gik videre til finalen søndag, hvoraf 3 prismodtagere kunne gå hjem med priser.
PRISMODTAGERE
(Artiklen fortsætter unde billederne her under)

Vinderne
Guitar/lied duoen med Siri Sofia Glasdam Jakobsen og Nichlas Overgaard fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium vandt 1. prisen på 25.000 kr. samt en koncert på Rued Langgaard Festival 2026. Nichlas Overgaard har selv arrangeret de udvalgte værker af Langgaard for guitar-lied-duo.

2. prisen
Lied-duoen med Thea Bresson og Eirik Stave løb med 2. prisen på 15.000 kr. De går begge på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

3. prisen
3. prisen med 10.000 kr. vandt pianisten Aurora Esther Ersfeld Mandujano fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Igen i år var det seks kompetente jurymedlemmer, der lyttede sig igennem to intense dages vellyd: Sine Bundgaard, sopran, Teresa La Cour, violin, Kristoffer Hyldig, klaver, Veronika Voetmann, komponist, Jakob Lorentzen, organist og Esben Tange – juryleder og festivalleder i Rued Langgaard Festival.
Hvad er Rued Langgaard Konkurrence
Rued Langgaard Konkurrence er en årlig konkurrence for studerende ved musikkonservatorierne. Idéen er at give de unge musikere et indblik i Rued Langgaards musik, så de kan tage den med sig videre i deres musikerskab. Inden konkurrencen er derfor master classes på alle tre musikkonservatorier, hvor de studerende bliver guidet ind i Langgaards musikalske sprog.
Leder af Rued Langgaard Konkurrencen er sopranen Signe Asmussen. Hun er også med til at afholde master classes inden konkurrencen og ser hvert år, hvor meget de studerende flytter sig både teknisk og i fortolkningerne, når de først får et indblik i Langgaards musikalske sprog:
– Rued Langgaards musik er utrolig varieret. Konkurrencen og den foregående masterclass giver de unge musikere en fantastisk mulighed for at komme ud i hjørnerne af repertoiret. De griber musikken med stor appetit og gør den til deres egen, med nye nuancer og personlighed. Imponerende! Siger Signe asmussen.
Rued Langgaard Konkurrencen er generøst støttet af: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Beckett Fonden, William Demant Fonden, Toyota Fonden, Johan Hoffmann Fonden, Koda, Projektpuljen, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Hoffmann og Husmans Fond, A.P. Møller Fonden, Ribe Domprovsti, Esbjerg Kommune og C. Bechstein.








































































