Tekst Hasse Jørgensen, foto privat og Socialdemokratiet.

På overfladen er der tilsyneladende ro omkring den højspændte sag om 400 kilovolt ledningen fra Idomlund ved Holstebro via Endrup og Ribe til den dansk tyske grænse. Sagen ligger i øjeblikket hos udenlandske eksperter, der skal efterprøve Energinets beregninger om muligheden for at lægge hele eller dele af ledningen i jorden i kabler.

Men der dukker stadigt nye ting frem i sagen, og det skyldes ikke mindst folketingskandidat for Socialdemokratiet i Esbjerg-kredsen, Anders Kronborg.

Få har som han sat sig ind i sagen, og af en kronik på Fyens.dk fremgår det, at forsynings- energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) åbenbart har holdt oplysninger om CO2-vurderingen af Viking Link og masteprojektet tilbage. Viking Link er den planlagte undersøiske forbindelse til England, som hænger sammen med masteprojektet.

Aktindsigt

I første omgang hed det sig, at der ikke var lavet noget CO2-regnskab eller CO2-beregninger for projektet, men da Anders Kronborg bad om aktindsigt i korrespondancen mellem ministeriet og Energinet, viste det sig, at der i kladder til svar til Anders Kronborg blev nævnt CO2-regnskab, og fagbladet Ingeniøren har også beskrevet et sådant regnskab.

Af korrespondancen mellem ministerie og energinet, som Rykindribe har set, tyder alt på, at det er i ministeriet, man har villet tilbageholde oplysningerne om CO2-forholdene.

I øvrigt er det værd at bemærke, at de CO2-beregninger, som ministeriet ikke oplyste Anders Kronborg om, dog var så væsentlige, at ministeren i oktober 2018 vælger skriftligt at orientere hele Folketingets energiudvalg om deres eksistens.

Kraftværker kan skrue op

Af korrespondancen fremgår også, at 400 kilovolt ledningen og Viking Link ikke afstedkommer større produktion af grøn strøm fra vindmøller, vandkraft o. lign, men at kraftværkerne ikke mindst i Tyskland kan skrue op for blusset.

I kronikken påpeger Anders Kronborg, at sagen har passeret farcegrænsen, og at det ikke er en eksemplarisk måde at behandle borgerne på.

I kronikken på Fyens.dk hedder det bl.a.: ”Borgerne er stavnsbundne til deres huse og flere må ligge søvnløse om natten og frygte udsigt til hundredvis af stålkonstruktioner på størrelse med Rundetårn, så langt øjet rækker. I forbindelse med høringsprocessen i april/maj stillede jeg den ansvarlige minister en række spørgsmål til masteprojektet og Vikling Link-projektet. Jeg spurgte bl.a. ind til CO2-regnskab og C02-konsekvensberegninger. Ministeren svarede retur til mig i maj 2018, at “der er ikke som sådan udarbejdet et CO2-regnskab for Viking Link-projektpakkens CO2-udledninger i EU”.

I oktober 2018 kunne vi (til vores store undren) i Ingeniøren læse, at ministeren pludselig var faldet over en gammel beregning, som viste, at Viking Link får CO2-udledningen til at stige. Disse oplysninger gjorde mig naturligvis nervøs. Det var jo i øvrigt præcis det, mit spørgsmål gik på i april/maj, og det oplyste ministeren mig ikke om i ministersvaret. Jeg spurgte derfor ministeren igen – og jeg bad ligeledes om aktindsigt i korrespondancen mellem Energinet og Energi- Forsynings- og Klimaministeriet i udarbejdelsen af ministersvaret til mig.

Grim fornemmelse

Lars Chr. Lilleholt (V) påstår i nye svar, at han intet har tilbageholdt overfor mig, men til min store forbløffelse, så viser aktindsigten noget ganske andet. Her fremgår det tydeligt i kladdemateriale til ministersvaret, at der er ‘beregninger’ for Viking Link-projektpakken, og der henvises til, hvad det betyder ‘regneteknisk’, og hvad ‘regnemaskinen’ viser. Aktindsigten viser, at der i sagsbehandlingen, som leder frem til det endelige ministersvar, sker kraftige og markante redaktionelle ændringer af afsnittet, der fortæller om CO2-beregninger. Energi- Forsynings- og Klimaministeriet var velinformeret om CO2-beregninger, men disse oplysninger blev – opportunt(?) – tilbageholdt for mig. Hele sagen om masterne i Sydvestjylland et trist demokratisk kapitel. Man sidder konstant med en fornemmelse af, at vi ikke får alle oplysninger i sagen. Demokrati er oplysning, dialog og indsigt for alle borgere. Jeg synes hele forløbet giver en grim fornemmelse i maven om, at mere er fejet ind under gulvtæppet.”