Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 3. juli 2024
Hvad der startede som en hobby hos læge Poul Kulmbach har vist sig at udvikle sig til en alsidig og spændende forretning, hvor to generationer med en fælles passion for produkternes oprindelse og naturen går hånd i hånd.
Efter at have eksperimenteret meget med fremstilling af vin af mange forskellige planter i deres ungdom, flyttede Birte og Poul Kulmbach fra Ribe til Vester Vedsted, hvor parret fik deres første ”blok” med vin på en sydvendt bakkeskråning, og her startede produktionen af ”seriøs” vin.
I årene siden er vinmarkerne udvidet til at omfatte to hektar, og der produceres røde-, rose-, hvide- og mousserende vine på gården.
Men herved blev det ikke. Stedet blev udvidet med en cafe for godt ti år siden, og i dag er det datteren Marie, der er restaurationschef, mens manden Xavier Malletier, der kommer fra Paris med stor erfaring i det franske køkken, er køkkenchef. Og tredje generation er på vej, idet børn/børnebørn også er engageret i stedet. Og ud over, at der serveres spændende retter til både frokost og restauration i den hyggelige cafe, har familien udvidet produktionen betragteligt.
Det startede med, at Poul Kulmbach begyndte at brygge øl, mens Birte Kulmbach lavede snapse og likører. Efterhånden har Xavier overtaget den del af produktionen, ligesom det er ham, der står for destillation og fremstilling af diverse drikke som f.eks. æblecidereddike, druebrændevin, vermouth og meget andet som f.eks. også sennep.
Og som Marie fortæller, er der ikke noget, der går til spilde.
– Vinbladene bruger vi f.eks. til dolmer, og vinsten, der er et biprodukt fra hvidvin, bruges i madlavningen. Vinsten opstår, hvis ikke hvidvinen får den helt rigtige afkølingen under fremstillingen.
Marie fortæller videre, at alle går meget op i, hvor produkterne kommer fra. Mange er lokale og mange grønsager kommer fra egen køkkenhave.
– Vi kender vores leverandører og deres produkter. F.eks. får vi mælk fra en
lokal producent, hvor vi selv henter mælken, selv pasteuriserer den og selv hælder den på flasker. Gården leverer også til Naturmælk, og de er nødt til at ringe til bondegården for at høre, hvornår mælkebilen kommer, for at være sikker på, at der er mælk i tanken. Så afhentningstiderne varierer meget, forklarer Marie.
Også kødet henter de selv hos producenterne: – Vi går meget op i dyrevelfærd, og vi henter hele dyr – til stor glæde for bondemanden. Så skærer Xavier selv dyrene op og får de stykker, han vil have, lyder det fra Marie.