Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 16. september 2025

Hjortvadvej fra Koldingvej til kommunegrænsen skal nu udvides til 6,2 meter for at øge trafiksikkerheden. Udvidelsen kommer, selv om projektet bliver næsten tre gange så dyrt som oprindeligt beregnet. Den samlede udgift løber op i 13,6 millioner kroner mod i første omgang anslået 5 millioner kroner.

Det var et enigt byråd, der tog beslutningen, og det skyldes ikke mindst, at der var enighed om, at hvis projektet skulle deles i to og udføres af to omgange, ville det i sidste ende blive endnu dyrere.

At projektet bliver så meget dyrere hænger sammen med, at den første indstilling til byrådet ”baserede sig på et indledende anlægsoverslag” som lød på de fem millioner.

Da man gik i gang med detailprojekteringen, blev det klart, at rabatterne ikke var tilstrækkeligt bæredygtige og at ”vejkasserne” derfor skulle forstærkes. Desuden skal der laves nye vejgrøfter, og det medfører bl.a. en del ledningsarbejder.

Licitationen over projektet viste, at udgiften vil blive på 13,6 millioner kroner.