Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 30. marts 2025
Hjortlund Beboerforening har to spændende arrangementer på vej i den nu nedlagte Hjortlund skole.
Den første er et foredrag med Carolyne Kadfu Rasmussen, måske bedre kendt som Melvin Kakooza’s mor fra TV-serien Helt Sort.
Hun holder et foredrag, der hedder Hovedet i himlen og fødderne på jorden og er en humoristisk skildring af hendes rejse fra Uganda til Danmark. Et foredrag, der skilter kulturforskelle og er krydret med mange anekdoter.
Hjortlund Beboerforening har søgt og fået sponsorater fra Esbjerg Kommune og Sydjysk sparekasse til hjælp for at afholde foredraget.
– Det er noget af et sats for os. Vi har aldrig før “slået så stort et brød op”
– Vi har sat 110 billetter til salg. Det er hvad Hjortlund Gl. Skole kan rumme, og de blev revet væk i løbet af 12 dage. Så vi glæder os til dagen, siger Alis Bom Nielsen fra Hjortlund Beboerforening.
Det sker den 3. april kl. 19 i Hjortlund Gl. Skole. Fårevej 16, 6771 Gredstedbro.
I weekenden den 12-13 april afholder foreningen for 2. år i træk kunst og håndværker marked, hvor der er salg af hjemmelavet håndværk og kunst.
– Det var en succes sidste år, og vi håber, at vi kan gentage det i år. Stedet er også i det tilfælde Hjortlund Gl. Skole, fortæller Alis Bom Nielsen.