Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 5. december 2025

Hvert år arbejder Ribe Kunstmuseum på at udvide og styrke kunstsamlingen, så den også i fremtiden fortæller historien om 200 års dansk kunst – ikke kun for kunstkendere, men for alle, der besøger museet. I år har Ribe Kunstmuseum været heldige: Museet har kunnet købe hele 14 nye værker, og flere af dem hænger allerede i salene og giver gæsterne nye oplevelser, nye perspektiver og nye samtaler at tage med hjem.

I 2025 har museet bl.a. kunnet tilføje et maleri af P.S. Krøyer til samlingen, som blev erhvervet for knap en halv mio kr. med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Krøyer-billedet blev ikke en gang årets dyreste erhvervelse. Det gjorde et maleri af den danske modernist William Scharff fra 1917, som museet købte for godt 1 mio kr. med støtte fra Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.

– Store indkøb som dette er kun mulige med fondsstøtte, og for den er vi dybt taknemmelige, siger museets direktør, Anne-Mette Villumsen.

Ribe Kunstmuseum har årligt selv 50.000 kr. at købe kunst for. Når museet køber kunst i millionklassen, kan det kun lade sig gøre med generøs fondsstøtte, hvilket museet også har modtaget i år. Det er dog også vigtigt for museet at kunne bidrage med mere end de 50.000 kr. Det kan museet kun, hvis der er midler i museets egen såkaldte gavefond. Derfor beder museet nu om donationer. Det er nemlig de donationer, der gør forskellen, når museet udvider kunstsamlingen.

– Kun med denne støtte kan vi sikre, at de bedste værker også i fremtiden bliver en del af museets samling – til glæde for dig, din familie og de næste generationer, siger direktøren.

Hvorfor betyder din gave noget helt særligt?

Der findes nogle særlige momsregler for museer, som gør, at din gave bliver til langt mere end de 200 kroner, du indbetaler.

Hvis mindst 100 personer giver mindst 200 kr., får museet refunderet en del af den moms, museet betaler. Det er penge, som går direkte til kunst – ikke administration.

Med andre ord:
Din gave bliver til ny kunst, der hænger på væggene og kan opleves af alle.

Museet mangler stadig bidrag – og fristen nærmer sig

For at få momskompensationen, skal museet nå op på 100 bidrag inden årets udgang.
Derfor håber man på museet, at du vil give os en lille plads i dit julegavebudget og støtte os med mindst 200 kr. senest 29. december.

Sådan støtter du

Indbetal mindst 200 kr. til museets gavefond: 3203 10382475
Eller MobilePay: 500876
Husk at skrive dit navn.
Hvis du tilføjer CPR-nummer, indberetter museet beløbet til SKAT – så får du automatisk fradrag.