HITS fra en svunden tid.
Når jeg husker tilbage på tiden fra 1968 og frem til 1978, er der meget musik, der går gennem hovedet på mig. Tydelig husker jeg de kammerater, der havde investeret i en spolebåndoptager. Der var mange modeller og fabrikanter: TANDBERG, DUX, AKAI, PHILIPS eller Grundig med indbygget højtalere. Måske var det konfirmationspengene, der blev brugt til et supplement til pladespilleren. Der var hygge rundt om på værelserne, indtil båndet gik i båndsalat og knækkede midt i det fedeste nummer. Her hjalp hverken Dolby, 4 spor og tre motorer.. Flere kammarater valgte i samme periode at gå over til kassettebåndoptagere, men gav ofte køb på lyden.
Min første LP mener jeg var CREAM, med bl.a. Eric Clapton. Albummet var rødt og havde nummeret ”Strange Brew”, som jeg den dag i dag gerne lytter til.
På spolebåndoptagerne husker jeg grupper som GRIN med Nils Lofgren, Canned Heat og selvfølgelig Led Zeppelin, Black Sabbath og de andre store grupper, der huserede på værelserne rundt omkring.
Da vi nåede i 70´erne – og turen var gået til Ribe Handelsskole, blev hjemmehygge suppleret med de gode fester derude på Nørremarken.
Og så gik det stærkt – nye verdener åbnede sig – ikke mindst i Hundehuset og Postgårdens diskotek, men såmænd også i skoven på Puggårdsminde, der senere blev til Carousellen.
Men lad os kigge på musikken fra dengang.
Frit fra leveren, som man siger, leverer jeg lige en top 20 hitliste over de sange, jeg synes, betød noget for 70´erne.
De første 20 bør du prøve at søge på nettet og få en fed oplevelse!
1. Paul Anka: “Having my baby”. 2. Bay City Rollers: “It´s a teenage dream”. 3. The Eagles: “Baby come back”. 4. Pilot: “ Oh boy”. 5. Bee Gees: “Saved by the bell”. 6. Eric Carmen: “All by myself”. 7. Kiki Dee/ Elton John: “Don´t go breaking my heart”. 8. Tygggummibanden: ”Du gør mig hidsig lille Lissy”. 9.The Rocking Ghost: ”Belinda” og 60`er hittet fra The Lollipops: ”Susie Moore” som nr. 10.
Læs blot videre, hvis du savner Donovan – derimod blev der ikke plads til Dylan.
11. The Osmond’s: “Crazy Horses”. 12. The Hollies: “The air that I breathe”, 13. Hank the knife and the jets: “Guitar King”. 13. Slack Alice: ”Motorcycle Mama”. 14. Hello: “Tell him”. 15. Harpo Movie star: “Dana, “Are you still mad at me”. 16. Billy Ocean: “Love really hurts without you” .17. Barry Ryan: “Elois”. 18. Billy Swan: ”I can help”. 19. Roger Clover: “Love is all” og 20. Donovan med “Mellow yellow”.
Al musik er stadig tilgængelig, – prøv YOUTUBE og lad dig føre tilbage til de lyse sommeraftener og diskoteksbesøgene.

Altid når jeg lyttede til denne musik, så jeg billeder og fornemmede sommeren dengang som noget ganske særligt. Fest og farver stod tydeligt for mine øjne, og forpligtelserne syntes at være noget fremtiden måtte vente på.

Jeg husker stadig, at DUNCAN STEWART, dj på POSTGÅRDEN, lavede et kassettebånd til mig fra en aften med god stemning. På båndet høres i hvert fald latter og høje skål. ”I got a brand new Combine Harvester” med The Wurzels var en af de sange, der blev skrålet med på. Båndet har jeg endnu.

Men hvad lod man sig egentlig inspirere af i ungdommen? Vel nok den musik de fleste lyttede til.

Tidsånden var også oprør, og det kunne høres i musikken. Mange danske band lavede tekster med politisk indhold, som nede i ”Europa har de fået en fiks idé”. Det var selvfølgelig modstanden mod EF. Sådan sang Musikpatruljen i 1972 op til det valg, hvor Danmark sluttede sig til ”Fællesmarkedet”, som det hed på dansk. Stig Møller skrev ”EEC-blues”. Men der var også de gamle Steppeulve, Røde Mor og Musikpatrulje-medlemmer, fra den tid hvor ”Make love not War” var i højsædet, hvor hippietiden startede og tog over fra

den bløde diskoteksmusik.

Al musik fra den tid var exceptionel. Vil man opleve lidt stemning fra den gang, – vi er tilbage i 60`erne – så er der rig lejlighed hertil den første lørdag i september på Postgården, hvor RIBER ROCK giver den gas.

De sidste to års oplevelser kan du se på min hjemmeside RIBEPOSTKORT.DK, hvor der er billeder af de medvirkende og den gode stemning med glade gæster.

Det er det tætteste, jeg kommer på de skønne 70`er, selvom musikken er en lidt anden, end den jeg lyttede til i 70`erne. Tiderne skifter – jeg hører stadig den gode gamle musik, men heavy metal er nu ikke at foragte.