Tekst Helene Dam, konstitueret sognepræst, dronefoto Ove Detlevsen, fredag den 8. november 2024
Det var konfirmanderne, der satte ord på, hvad der er det vigtige i vores liv med hinanden: Fællesskab.
Og det er oplevelsen af et enestående fællesskab, jeg vil tage med mig, når jeg den 30. november stopper som vikarierende præst i Sct. Catharinæ og i kirkerne i Kalvslund og Obbekær.
På sjælden vis er jeg blevet mødt med tillid og opbakning af både menighed, af mine præstekolleger, mine medarbejdere og af menighedsrådene ved de tre kirker.
Men fællesskabet er afhængigt af, at der er en himmel, der hvælver sig over det.
Ribe er kendt for sin himmel. Her mødes den vestjyske jord og marsken med himlen på en særlig og storslået måde. Måske er det derfor, det er så godt at være i Ribe.
Der er i dag stor opmærksomhed på at skabe et godt samarbejde mellem de mennesker, der arbejder for folkekirkens sag.
Samarbejde, synes jeg, er et lidt blegt ord for fællesskab.
Samarbejde har sin egen tekniske klang, noget der indimellem skal repareres af udefra kommende specialister. Fællesskab kommer indefra. Det bunder i den kærlighed, man har til sin kirke.
Fællesskabet med mine præstekolleger har været en kilde til stor glæde på grund af deres aldrig svigtende støtte og nærvær. Men ikke blot det. Vore samtaler har altid været båret af modet til at åbne for tanker og overvejelser, de har inspireret mig med deres egne praksisser og generøst ladetmig bruge af dem.
Jeg har mærket, at jeg ikke blot har mødt en kollega men en ven.
På samme måde har mødet med alle medarbejderne i kirkerne været en inspiration, en daglig støtte, ja en fest.
Det har slået mig, hvordan det er kærligheden til og stoltheden over at være en del af kirken, der er det styrende, og hvad det betyde for de mennesker, der kommer til vores kirke.
Smukke blomsterarrangementer allerede i våbenhuset. Venlighed og imødekommenhed over for alle, der kommer ind i den – både turister, koncertarrangører og kirkens egne sognebørn, når de samles til gudstjenester, til livets store begivenheder og koncerter.
De velbesøgte tirsdagsformiddage hvor Ribelunds beboere samles i kirken med fryderåb og klap, når Benjamin spiller for dem.
Ingen gudstjeneste eller kirkelig handling er ligegyldig, enhver er på sin plads fra gulvet til orgelpulpituret.
Og jeg lover, at hvis der er nogen, der finder et spindelvæv, får de en findeløn.
Men det har også i alvorlig grad understreget, hvor altafgørende det er, at der er en menighed og et menighedsråd, der tager del i dette fællesskab. Og et menighedsråd, der med klogskab, nærvær, indsigt, ildhu og kærlighed forstår sin vigtige opgave i dette arbejde.
Vi kan ikke tale om Sct. Catharinæ uden at tale om den himmel, der hvælver sig over os i kraft af kirkens enestående bygningsværk og dens hvælvinger.
Enhver der træder ind i Sct. Catharinæ kirke mærker det umiddelbart. Kirkens renhed, kirkens ånd, kirkens akustik. Der falder en særlig ro på. Vi kan ikke bare snakke løs. Rummet tillader det ikke. Akustikken forstærker enhver lyd, vi giver fra os. Herinde kan vi ikke råbe ad hinanden. Vi er nødt til at lytte til hinanden, ellers kan vi ikke høre den anden. Og den kræver, at vi tør lytte til en anden stemme end vores egen
Sct Catharinæs helt særlige akustik betyder, at sang og musik her kan folde sig ud i eminent grad, og derfor er et af landets foretrukne steder for koncerter.
Der er så dem, der kan mene, at den er mere problematisk at tale i. Jeg er ikke sikker på, at de har ret.
Dens helt specielle akustik gør den til et anderledes rum at tale i. Man kan som sagt ikke bare snakke løs her.
Men det betyder til gengæld, at hver sætning kræver klarhed, og at den følges til dørs til sidste ord. At stemmen aldrig bliver anmassende og skinger. At tempoet sættes ned. At pauserne holdes. At rummets særlige tone gribes. At den der taler, åbner sine ører og høre stemmens lyd helt ned til sidste kirkebænk. Det kræver lydhørhed overfor det, man siger. – Og det kræver det samme af menigheden: lydhørhed for det der siges.
Når det lykkes, bæres ordene oppe af en større kraft end i andre rum.
Jeg kan ikke sige nok tak for, at jeg har fået lov til at være præst her – for den gave det er at være liturg og prædikant i dette helt forunderlige rum.
Og jeg kan ikke sige nok tak til jer – til hver enkelt af jer. I menigheden, til mine præstekolleger, til kirketjenere, kirkesangere, organist, kordegn og menighedsråd. Tak til jer alle for et vidunderligt fællesskab.
