Tekst: Hasse Jørgensen. Foto: Rene Jørgensen. Mandag den 11. juni

Hillerup-borgerne, der står ved baneoverskæring 26 på Hillerup Markvej, er blevet meldt til politiet.

Anmelderen er Banedanmark.

Begrundelsen for anmeldelsen er ifølge områdechef Marianne Rasmussen, Banedanmark, at entreprenørfirmaet Aarslev ikke kan komme i gang med den fysiske lukning af overskæringen.

Det er den lukning, borgerne er utilfredse med, fordi det vil betyde voldsomme gener med lange køreafstande og stærkt øget trafik af langsomt kørende landbrugsredskaber på den i forvejen hårdt belastede Varde Hovedvej.

Borgerne har siden sidste mandag taget ophold ved jernbaneoverskæringen, men politianmeldelsen til trods, er der ikke umiddelbart udsigt til, at politiet vil gribe ind.

Informationsmedarbejder Helle Lundberg, Syd- og Sønderjyllands Politi siger til P4 Syd, at i det øjeblik, der bliver en fysisk blokade, vil politiet overveje, hvordan det skal gribe ind.

Dermed er situationen endnu en gang gået i hårdknude.

Rent faktisk har Aarslev og dermed Banedanmark ikke haft gravemaskiner eller andet udstyr ved baneoverskæringen, og dermed er der rent faktisk ingen fysisk blokade. Dermed ved Banedanmark rent faktisk heller ikke, om de kan komme til at arbejde.

At stå på en offentlig vej og drikke en kop kaffe er i sig selv ikke ulovligt, når man ikke generer trafikken. Og det er der endnu ingen, der har gjort.