Tekst Hasse Jørgensen, foto Liberal Alliance, mandag den 10. juni 2024
Den eneste helt lokale kandidat, der blev valgt til EU-parlamentet, blev som ventet Henrik Dahl fra Liberal Alliance.
Med ikke færre end 1153 personlige stemmer i Esbjerg Storkreds plus stemmerne fra det øvrige land, blev han partiets mand i Bruxelles.
Henrik Dahl har siden valget til Folketinget for ni år siden boet i Ribe, men overfor TV Syd bebuder politikeren nu, at han flytter til Københavnsområdet samt Bruxelles. Han angiver selv flere børnebørn på Sjælland som årsagen til flytningen til København. Som han sagde til TV Syd, vil han gerne holde kontakt til børn og børnebørn.
En gennemgang af de personlige stemmetal fra Esbjerg Storkreds viser, at det at stå på førstepladsen på partiets liste også giver stemmer. For alle partier gælder det, at spidskandidaten har fået flest stemmer.
Hos Venstre stillede både Asger Christensen fra Sønderjylland og Ulla Tørnæs, der har et lokalt kendt politisk navn op på listen, men det blev Morten Lykkegaard, spidskandidat, der tog de fleste personlige stemmer med 1564 efterfulgt af Asger Christensen med 1341 og Ulla Tørnæs med 993.
Og sådan er tendens på de øvrige partiers liste, hvor det er spidskandidaten, der henter de fleste personlige stemmer.