Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Nina Quist og Annette Brøchner Lindgaard
Er det virkelig pænt? Under denne overskrift holdt kirkegårdsleder Hanne Gerken tilbage i marts foredrag efter invitation fra Ribe bykernes beboerforening og arbejdsgruppen Vild i Ribe
Ribe ny kirkegård gennemgår i disse år en udvikling, hvor en stor del af den traditionelle kirkegårdsbeplantning udskiftes med mere naturlig planter, der gør det til en helt ny oplevelse at bevæge sig rundt på kirkegården. Efterfølgende har Hanne Gerken taget alle interesserede med på to kirkegårdsvandringer – en på den gamle og en på den nye kirkegård og det er der kommet både ny indsigt og dejlige oplevelser ud af.

Man skal nok være ualmindelig stivsindet, hvis man ikke har erkendt at der skal gøres noget – eller rettere: alt – for at rette op på de klima- og biodiversitetsproblemer, vi mennesker har pådraget os selv og jordkloden. Det kan opleves som en meget lille ting at begynde at så vilde blomster rundt omkring i Ribe, men som klimaeksperter siger, så er vi alle sammen nødt til at starte med os selv.
Den tankegang kan skaleres op, så vi også tænker bæredygtigt i forbindelse med vores arbejde og det er præcist det medarbejderne på de to kirkegårde i Ribe gør. Med Hanne Gerken i spidsen tænkes nyt og tages en lang række initiativer til at skabe smukke, men bæredygtige kirkegårde. Som Hanne Gerkens formulerer det, så er kirkegården ikke for de døde, men for de efterladte, som kan have stor glæde af at kirkegården er et sted, hvor man har lyst til at opholde sig, mindes og i rolige omgivelser tænke over livet – og døden.
I starten var der en naturlig skepsis. Vores tradition siger at kirkegården skal være velplejet og ryddelig. Men i takt med at insekthoteller, bistader, kvashegn, smukke engstykker med græsser og blomster breder sig, får flere og flere øjnene op for de kvaliteter.

Deltagerne i de to kirkegårdsvandringer fik et par dejlige oplevelser. Hanne Gerken er en fantastisk engageret og inspirerende fortæller og man får lyst til at nyde kirkegårdene med både kunst og vild natur – også selv om man ingen døde har at besøge lige her.
Vild med Ribe, som er en arbejdsgruppe under Ribe Bykernes Beboerforening fortsætter sin aktiviteter. Hvis du har fået lyst til at støtte aktiviteterne og gøre noget selv, kan du købe det lille signaturskilt og en frøpose hos Quedens.












































































