Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, Tirsdag den 17. december

Den helhedsplan for området ved Kammerslusen, som byrådets udvalg for plan og miljø netop har nikket ja til, rummer masser af forslag til, hvordan området kan gøres mere attraktivt og dermed være med til at skaffe nye gæster til området.

Planen er delt op i tre, nemlig et område omkring slusemesterboligen og arealet nord for åen, et område omkring restauration Kammerslusen og området syd for åen samt en del, der handler om parkering og skiltning, og hvor der bl.a. peges på, at det skal gøres tydeligere, hvor autocampere må holde. Det leder tankerne hen på en egentlig plads for autocampere, som der har været forslag fremme om, men som ikke direkte er nævnt i forslaget til helhedsplan.

Helhedsplanens formål er at gøre stedet mere attraktivt og få flere gæster til området.

Forslaget lægges nu frem i en offentlig høring i otte uger, og formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S) peger på, at en helhedsplan ikke er juridisk gældende, men det er en hensigtserklæring om, hvad man vil på sigt med området.

– Det gælder om at få alle gode ideer frem, og at vi alle arbejder sammen om at gøre området mere attraktivt, siger Karen Sandrini.

Helhedsplanen opererer bl.a. med at gøre slusemesterboligen til et formidlingscenter, hvor man f.eks. kunne fortælle landbrugets, vadehavets og slusens historie. Det kunne f.eks. ske ved, at man i slusemesterboligens gård lavede en model af vadehavet støbt i beton, og med vand kunne man illustrere tidevandets indflydelse på området.

Et forslag går også på, at der kunne indrettes primitive overnatningsmuligheder i slusemesterboligen, lige som den store sænkekasse, der ligger ved boligen, kunne indrettes som primitiv shelters, hvis der blev lagt bund i kassen. Disse overnatningsmuligheder kunne bruges af bl.a. roere, cyklister og vandrere.

Det gøres i forslaget gældende, at flere har efterspurgt muligheden for at kunne købe en madpakke på stedet, is eller drikkevarer. Her peges der i forslaget på, at de nye forpagtere af restauration Kammerslusen, Tinne Rieck og Niels Toft, har bebudet, at restaurationen vil blive holdt åbent i sommerperioden, og det kunne imødekomme det ønske.

Der peges også på planerne for en ny flydende anløbsbro og et nyt fælleshus, som er planer, Ribe Sejlklub arbejder med, ligesom der peges på et slæbested ved det areal, hvor restauration Kammerslusens legeplads er i øjeblikket. Det vil betyde, at der skal skaffes plads til parkering af bådtrailere, som kun må holde på stedet i dagtimerne. Fra flere sider peges der på, at et slæbested vil få flere sejlere til området. Ribe Sejlklub peger på, at der ikke er plads til et sådant slæbested, og at sejlklubben har et slæbested i Ribe.

Hvor om alt er, kommer forslaget til helhedsplan nu i offentlig høring i otte uger.