Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 5. november
Landet over er der allerede over 120 familieklubber, og i Ribe åbner den første familieklub den 19. november på Engvej 1 i Ribe. Der er stadig plads til flere børnefamilier i klubben – og det er helt gratis at deltage!
Ideen er enkel: Ingen børnefamilie skal stå alene. Det er gratis at deltage i Hele Danmarks Familieklub, hvor familierne mødes i tre timer hver 14. dag for at spise, lege, hygge sig, danne nye fællesskaber og gensidigt inspirere hinanden.
– Familieklubberne er et trygt rum med nærvær og plads til alle familietyper. Det er så berigende for både familier og frivillige at komme ud over deres vanlige sociale cirkler og møde og spejle sig i nye mennesker, siger national kaptajn Anne Mette Hede Jensen fra Hele Danmarks Familieklub i en pressemeddelelse.
Der findes allerede over 120 familieklubber landet over, og nye åbner hele tiden. Både forældre og børn er glade for at komme i klubberne, som er frirum fra hverdagens travlhed. Det viser en ny stor evaluering fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
– Familieklubberne giver et indblik i andres dagligdag. Vi mødes med andre forældre og børn og kan hygge os sammen, dele hverdagens glæder og sorger. Det er fantastisk. Vi har fået åbnet døre til nogle familier, vi ellers ikke ville have kendt. Det er rart, når ens omgangskreds ikke er stor. Ligeledes er alle på samme niveau uanset farve, handicap, status eller andet. Det er super rart, siger en mor, som deltager i Hele Danmarks Familieklub.
ALLE børnefamilier er velkomne
Familieklubben i Ribe er klar til at slå dørene op den 20. november. En familieklub består af omkring 9 familier, der mødes ca. 2 gange om måneden i et halvt år. Det er et team af frivillige ildsjæle, der står for aktiviteterne, som vil være målrettet børn i aldersgruppen 2-12 år. Dog er yngre eller ældre børn mere end velkommen til at deltage sammen med familien. I familieklubben laver familierne og de frivillige mad sammen, der leges, hygges og snakkes. Både børn og voksne får nye venner. Som familie er det en skøn måde at prioritere mere tid med hinanden på. Når man er med i en familieklub, får man hyggelig familietid sammen og møder andre familier der, hvor man bor.
Der er fortsat plads til flere familier i familieklubben i Ribe. Der er mulighed for tilmelding på
www.heledanmarksfamilieklub.dk. Man kan også kontakte Maria Ravnborg på tlf.: 4025 5469 eller på mail:
mrg@kfumsoc.dk.
Klubberne har naturligvis fokus på den aktuelle corona-situation og følger myndighedernes aktuelle anbefalinger.
Deltagerne mødes altid på en måde, så alle kan føle sig sikre. Sker det, at de fysiske familieklubber er nødt til at lukke ned, finder man en løsning, så deltagerne stadig kan være sammen – hver for sig.
Fakta
Hele Danmarks Familieklub er et civilt samfundsprojekt, som drives af KFUM’s Sociale Arbejde i samarbejde med FDF og KFUM-Spejderne. Den A.P. Møllerske Støttefond finansierer hovedparten af indsatsen.









































































