Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibeEsbjerg, tirsdag den 3. december

Det bliver ikke muligt at leje helårsboliger i kommunen ud i længere end de 70 dage, der er gældende i dag.

Feriehusudlejernes Brancheforening har spurgt, hvad byrådet siger til at øge udlejen af helårsboligerne til ferieformål i 100 dage fremfor i de 70, der gælder nu.

Og den idé synes byrådets udvalg for plan og miljø ikke om.

– Vi har fulgt forvaltningens indstilling om, at vi fastholder tidsfristen på de 70 dage, siger formanden for udvalget, Karen Sandrini (S).

– Det er klart, at man som udlejningsvirksomhed har en interesse i at måtte leje ud i en længere periode, men der er også nogle hensyn, som vi er nødt til at tage.

– I Ribe er vi så heldige i perioder at sende turister ud af byen, fordi der ikke er plads til dem. Det er et luksusproblem, og andre steder i kommunen kan man rumme dem. Vi må tage hensyn, og derfor følger vi indstillingen og bevarer de 70 dage. Vi mener ikke, at en måned længere udleje af helårsbeboelse er en nødvendighed. Vi har en meget, meget fin turisme i og omkring Ribe. Det giver gode muligheder, som vi skal imødekomme, siger Karen Sandrini.

Flere med interesse i udlejning har været hørt i sagen, og bl.a. har Ribe Byferie Resort og Business Esbjerg på vegne af bed- and breakfast-aktørerne svaret, at herfra har man ikke noget at indvende mod udleje i 100 dage.

Fem hotelejere i Esbjerg er gået sammen om et fællessvar, og de fem hotelejere ønsker ikke en udvidelse af tidsfristen.