Tekst: Hasse Jørgensen, tirsdag den 19. juni
Sct. Hans bålene er reddet.
Beredskabschef Jens Mølgaard har med virkning fra i dag, tirsdag den 19. januar klokken 12, ophævet det afbrændingsforbud, der har været gældende på grund af tørken siden den 7. juni.
Det betyder, at heksene sædvanen tro kan sendes til Bloksbjerg Sct. Hans aften.
Men, påpeger Jens Mølgaard, der er al mulig grund til fortsat at være endog meget forsigtig med brug af åben ild i naturen, og beredskabschefen peger bl.a. på de specielle regler, der gælder for afbrænding af Sct. Hans bål.
Ophævelsen af afbrændingsforbuddet sker på baggrund af de seneste dages regnvejr, som har medført en forbedring i tørkeindekset i de tre kommuner.
Ligeledes har der de seneste dage ikke været udrykninger til naturbrande i de tre kommuner.
Sydvestjysk Brandvæsen vil dog fortsat følge udviklingen og er klar til at indføre afbrændingsforbud igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Der opfordres fortsat til yderste forsigtighed og omtanke, ikke mindst i forhold til ukrudtsbrænderne, der er årsag til særligt mange brande i sommerhalvåret.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at afbrænding af haveaffald fortsat er forbudt i Esbjerg Kommune.
I forhold til de kommende Sankt Hans bål gælder følgende afstandskrav:
- 30 meter fra bygninger med hårdt tag.
- 60 meter fra letantændelige markafgrøder.
- 200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksninger og oplag af brandfarlige stoffer og andet let antændeligt materiale, herunder plantager og hede arealer
Sørg derudover for at iagttage disse forholdsregler:
- Brug aldrig brandfarlige væsker, når du tænder bålet
- Hold øje med bålet og forlad det først, når ild og gløder er helt slukket – hæld gerne vand på.
- Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet
- Hav slukningsmidler klar i nærheden af bålet.










































































