Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 13. november.

HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe åbner i morgen, lørdag den 14. november, sin første særudstilling, siden museet slog dørene op i juni i år.
Udstillingen Heksejagt bruger samtidskunsten som linse til at undersøge historien om den nordiske heksejagt. Et fænomen, der trækker spor til en nutid, som fortsat hjemsøges af fortidens forfølgelser.
Hovedudstillingen vises på Kunsthal Charlottenborg og er kurateret af Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig, der også fik idéen til, at en del af udstillingen skulle vises i det nyrenoverede særudstillingslokale på HEX!

I udstillingen Heksejagt kan der både opleves originale værker fra kunsthistorien som fx Louise Bourgeois samt helt nye kommissioner, der er lavet særligt til udstillingen. Blandt kunstnerne, hvis værker vises på HEX! i Ribe, er internationale navne som: Virginia Lee Montgomery og Anna Betbeze, men også et værk af danske Sidsel Meineche Hansen, der vandt den fornemme Turner Prize, i 2019. Et nyt værk inspireret af Maren Spliids historie, skabt af den unge danske kunstner Rasmus Myrup, vil også være at finde i det stemningsfulde loftslokale over HEX!.

Her mødes kunst og kulturhistorie i nye og tankevækkende konstellationer. De udstillede kunstnere har således selv gennem research og dialog med førende forskere udforsket hekseprocessernes mange lag. På den måde spiller kunstnernes værker sammen om at udforske og belyse specifikke tematikker fra den nordisk heksejagt som f.eks. køn og kvindesyn, magtsystemer og klima.

Heksejagt peger på forbindelsen mellem fortid og nutid, og behandler ifølge kuratorerne Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig også de spor, som fortiden trækker til nutiden bl.a. i form af arven efter kolonitiden og et negativt kvindesyn, som desværre fortsat findes i samfundet i dag. Begge dele kan bidrage til at fremme frygt og had, men udstillingen peger samtidig på nye kritiske stemmer, som gør op med fortiden og bevidstgør om, hvordan vigtige temaer og fortællinger er blevet skrevet ud af historien.

“I disse tider med global uro, hvor monumenter diskuteres aktivt både i verden og herhjemme, peger Heksejagt på behovet for at se på en tilsyneladende fjern forhistorie med friske øje – og tilbyder nye måde at huske og gengive historien på,” fortæller de to kuratorer i en pressemeddelelse.

Begejstret museum
På HEX! Museum of Witch Hunt er man også begejstrede for samarbejdet med Kunsthal Charlottenborg og Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig. På museet formidles historien om hekseforfølgelserne på baggrund af den forskningsmæssige viden, der er tilgængelig.

– Men når det handler om at perspektivere til nutiden og de subjektive følelser, som fortællingerne om hekseprocesserne vækker i os, så kommer vi nogle gange til kort med vores historiske fremstillinger, fortæller Leder af Historie og Formidling ved Sydvestjyske Museer, Lulu Anne Hansen, der fortsætter: – Her kan kunsten noget andet. Den kan fortolke og tale til følelser og intuition på en måde, hvor den når ind under huden, og den tilføjer dermed et spændende fortolkningsmæssigt lag til den historiske fremstilling.

Reader og app
Udstillingen akkompagneres af en ambitiøs tosproget reader, der samler førende ny hekseforskning, debatter om heksens nutidige relevans samt bidrag fra kunstnerne. Readeren er produceret med støtte af Nordisk Kulturfond.

Man kan også lytte eller læse om udstillingen på Kunsthal Charlottenborg ved at download app’en: Kunsthal Charlottenborg (Download: Google Play og App Store) Her introducerer kuratorer til Heksejagt og en række kunstnere fortæller om deres værker.

FAKTA

Udstillingsperiode på HEX! Museum of Witch Hunt, Ribe: 14. november 2020 – 15. januar 2021
Udstillingsperiode på Kunsthal Charlottenborg, København: 7. november 2020 – 17. januar 2021

Heksejagt er et samarbejde med Kunsthal Charlottenborg og er kurateret af Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig. Udstillingerne er generøst støttet af 15. Juni Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Axel Muusfeldts Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Kern-Jespersen Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Nordisk Kulturfond og William Demant Fonden.