Project Description

Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 13. august 2022

HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe har åbnet ny udstilling om hekseforfølgelser i nutiden og viser samtidig en samling unikke billeder malet af nogle af nutidens forfulgte – de såkaldte børnehekse fra Nigeria.

Mens det anslås, at 40-60.000 mennesker mistede livet som følge af frygten for hekse i 15- og 1600-tallet, er antallet langt højere, når man nærmer sig vores tid. Alene i Tanzania blev et lignende tal dræbt som følge af frygten for hekse og trolddom i årene mellem 1960-2000.

– Det er en del af historien om hekseforfølgelse, der ofte bliver glemt, fortæller museumsinspektør Maria Østerby Elleby, der har stået bag den nye udstilling.

Hun har selv en ph.d. i historie og har beskæftiget sig med processernes ophør ved udgangen af 1600-tallet.

Men i forbindelse med den nye udstilling har hun for alvor gravet sig ned i forfølgelsernes udbredelse i verden i dag, og det er ikke uden en vis forundring, at hun har fundet eksempler på forfølgelserne over hele verden – selv i Norge, hvor der stadig findes en lurende frygt for det samiske mindretal, der historisk forbindes med trolddom.

Heksebørnene

Men udstillingen rummer også noget så unikt som en samling billeder malet af nogle af dem, der har haft forfølgelserne tættest inde på kroppen.

Da HEX! åbnede i 2020 var det Anja Lovén, der holdt åbningstalen. Hun grundlagde, og står i dag i spidsen for, “Land of Hope” – en organisation dedikeret til at redde og skabe rammerne for et nyt liv for de tusinder af nigerianske børn, der hvert år anklages for at være hekse.

Museet har i forbindelse med udstillingen fået lov at udstille en række malerier, som børnene fra Land of Hope i Nigeria selv har malet som en del af et billedkunstprojekt sammen med HEX!, hvori de bearbejdede nogle af deres traumer.

– Det kan være svært for børn, der er blevet mishandlet, at tale om deres traumer, og derfor har projektet betydning for Land of Hope – fordi kunsten giver børnene mulighed for at udtrykke deres følelser, fortæller Anja Lovén, der selv har taget turen til Ribe for at overdrage malerierne til museet.

– Projektet giver børnene en vigtig stemme. En stemme der blev taget fra dem, da de blev beskyldt for at være hekse.

Hun fortæller samtidig, at det betyder meget for børnene at opleve, at deres billeder bliver udstillet og delt med verden, og Maria Østerby Elleby stemmer i:

– Billederne er utroligt stærke, fordi de bringer os så tæt på, hvad børnene har været udsat for. Det her er stemmer fra nulevende børn, der har oplevet grufulde overgreb. Det er hård kost, men også en vigtig fortælling, der skal formidles, fortæller hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Maleri af 16-årige Deborah Edet med titlen “Det gør ondt!”  Deborah skriver selv om billedet. ”Børn, der stemples som ’hekse’, bliver udsat for mange overgreb, der spænder fra at blive brændt, slået, skåret i med   knive til syrebade og få slået søm i kraniet, blot for at få dem til at ’tilstå’ ” Kredit: Land of Hope.

Også leder af Historie og Formidling ved Sydvestjyske Museer, Lulu Anne Hansen, ser udstillingen som en vigtig del af museets formidling:

– Anjas tilgang til sit arbejde i Nigeria er yderst relevant for vores formidling om de historiske hekseprocesser på museet og vice versa. For Anja fremhæver altid nødvendigheden af at kunne forstå forfølgelserne for at kunne forandre de dynamikker, der driver dem – og netop det har altid været museets mål: At give gæsterne mulighed for at forstå fænomenet hekseforfølgelser.

Derfor er vi dybt beærede over, at Anja og børnene på Land of Hope har vist os den tillid at dele deres oplevelser med os gennem deres billeder, fortæller hun.

Dokumentarfilm om Ghanas ‘hekseenker’

En vigtig del af udstillingen er den stærke og meget roste film om de såkaldte hekseenker i Ghana af dokumentarfilmskaberen Emil Munch. Filmen varer 53 minutter om de ghanesiske kvinder i hekselejrene og om heksetro, social udstødelse og isolation.

– Fotos, malerier og film vil forhåbentligt vise, at fænomenet hekseforfølgelse fortsat er tættere på, end vi bryder os om at tænke på”, slutter Maria af.

Events på vej

Udstillingen om nutidige hekseforfølgelser i verden vil kunne ses frem til 10. november, hvor den efter planen afløses af en udstilling, der stiller skarpt på Land of Hope, og organisationens arbejde i Nigeria.

I efteråret afholder museet en række arrangementer omkring temaet. Det vil bl.a. være muligt at møde Anja Lovén og hendes team på HEX!, hvor Anja vil fortælle om kunstprojektet og processen bag. Men der vil også være debat om situationen i verden i dag, ligesom man dokumentarfilmskaberen Emil Munch gæster museet.

Anja Lovén mellem afrikanske børn og unge.

Annonce