Tekst og foto: René Jørgensen
23. marts 2026.
Billige boliger presses af politiske rammer – også i Ribe
Der er bred politisk enighed om, at Danmark mangler flere billige boliger. Men spørgsmålet er, om de nuværende rammer reelt gør det muligt at bygge dem – særligt uden for de største byer.
Det mener Nis Heinsen, bestyrelsesformand i Ribe Boligforening, som peger på, at økonomien i det almene boligbyggeri i stigende grad er under pres.
Loft over byggeri skaber udfordringer
Alment boligbyggeri er underlagt et statsligt fastsat maksimumbeløb – et loft over, hvad det må koste at opføre en bolig. Formålet er at holde huslejen nede, så boligerne forbliver til at betale for almindelige borgere.
I december indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at hæve dette beløb. Stigningen blev dog begrænset til knap fire procent på landsplan.
Samtidig blev der indført en særlig ordning, hvor kommuner i hovedstadsområdet og Aarhus kan hæve beløbet med op til yderligere 20 procent.
Ulighed mellem landsdele
Ifølge Nis Heinsen er aftalen en erkendelse af, at økonomien i alment byggeri er presset. Men han sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor denne erkendelse ikke gælder hele landet.
– Hvis det er nødvendigt med markant bedre rammer i de største byer for at få projekterne til at hænge sammen, hvorfor gælder det så ikke resten af landet? lyder det.
Mindre boliger eller skrinlagte projekter
Når økonomien bliver for stram, er mulighederne begrænsede. Det handler ikke om at fjerne luksus – for den findes ifølge Heinsen ikke i alment byggeri.
I stedet bliver konsekvenserne mindre boliger, billigere materialer eller projekter, der helt må opgives.
Svært regnestykke
Samtidig forventer kommunerne, at almene boliger skal kunne rumme borgere med lave indkomster – f.eks. pensionister eller borgere på kontanthjælp.
Men det gør regnestykket stadig vanskeligere.
Hvis rammebeløbet hæves, kan start-huslejen stige. Hvis det ikke hæves, bliver det sværere at bygge boligerne.
Et politisk valg
Ifølge Nis Heinsen er spørgsmålet derfor grundlæggende politisk:
Vil man sikre flere billige boliger i hele landet – eller nøjes med at tale om behovet?
– Behovet findes ikke kun i København og Aarhus. Det findes også i Ribe, siger han.










































































