Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 10. november

Skal du ud og gå eller køre en tur søndag, og mangler du lige en lille eller større gave, var det nok en god ide at kigge ind på Hotel Ribe.

Her holder oplysningsforbundet Hedensk Selskab hedensk julemesse, og navnet til trods skal vi hilse og sige, at der på messen også er ting med, der relaterer sig til vores opfattelse af den kristne jul.

Messen er både udendørs i hotellets gårdhave og indendørs i salen og spisestuen samt dele af krostuen, og her er der stort set ikke grænser for, hvad du kan købe af håndlavede ting og sager.

Lørdag blev messen et sandt tilløbsstykke med masse af gæster. Hvor mange er det umuligt at sige, da der ikke tages entre, men tilstrømningen var så stor, at hotellet sætter ekstra personale på søndag for at servicere alle.