Tegnestiftens hoved har en diameter på ca. 5 mm – dvs. at den har et areal på 0,25*pi*(0,5cm)^2 = 0,25^2*pi cm^2.
Tænk, hvis du fik opgaven at skulle male et motiv på en tegnestifts hoved – udelukkende ved brug af et penselhår, flere farver og en lup.
Umiddelbart en hel umulig opgave – og hvis motivet så skulle forestille et kendt eventyr af H.C. Andersen, så er kravet uden for rækkevidde. Personen, der magter en sådan opgave, må have helt specielle evner og ikke mindst tålmodighed med en rolig hånd.
Alle disse kvaliteter / kompetencer besidder elektrikersønnen fra Ribe Jernstøberi, Jan Christensen, der som Ribe-dreng er opvokset ved siden af Lassens Esso tankstation i Saltgade. Jan, der i dag er 55 år gammel, har gået i skole på Valdemarskolen, Bispegades Skole og sidst på Vittenbergskolen. Han bor i Hjortlund – og har et flexjob hos Nisap Maskinfabrik i Farup ved Ribe.
Jan Christensen har malet med acrylmaling i mange, mange år. Helt tilbage i 1983/84 var Jan blevet fascineret af muligheden for at skabe flotte værker på tegnestifters hoveder. Det er blevet til i alt 119 forskellige motiver – alle skabt ved dyb koncentration med en sikker føring det penselshåret! Alle tegnestifter er nu monteret i 3 glas rammer – efter først at være blevet lakeret! Indramningen blev foretaget i Polen – polakkerne havde aldrig set noget lignende.
Da snakken i huset på Hjortlundvej berørte glæden ved at tegne og skabe med hænderne – så kom to navne prompte: Rosdahl fra træsløjd og Børsting fra formning. Disse to undervisere havde formået at bygge videre på Jan´s kreative kompetencer, som også udmøntes i større illustrationer på mælkejunger. Disse anvendes som paraplystativer eller blomsterdekorationer.
Indtil nu har samlingen været udstillet på Gram Skole – og tanken er at tilbyde en udstilling i H.C. Andersens hus i Odense.
Når du næste gang har en bøjet tegnestift i din hånd – så se lige på den, inden den ryger til affald: Her kunne der være malet et H.C. Andersen motiv.