Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, tirsdag den 25. november 2025

Socialdemokratiet mister nu sit mest erfarne medlem i byrådet, idet Hans Erik Møller har meddelt, at han med øjeblikkelig virkning har meldt sig ud af partiet og ind i SF. Han vil fortsætte i byrådet som medlem af SFs byrådsgruppe, der dermed vokser fra to til tre medlemmer, mens Socialdemokratiets byrådsgruppe til gengæld reduceres fra 7 til 6.

I en pressemeddelelse begrunder Hans Erik Møller sin udtræden af Socialdemokratiet med den splid og udvikling, der har været i Socialdemokratiet allerede inden valget og som åbenbart er fortsat i byrådsgruppe, der er delt i to fløje med spidskandidaten Michael Harbøll og Hans Erik Møller på den ene side.

Efter byrådsvalget gik Harbøll ind for et samarbejde med SF og Enhedslisten, da man erkendte, at det ikke var muligt at skabe et flertal for at vælte borgmester Jesper Frost Rasmussen. Der blev lavet en aftale med SF og Enhedslisten om, at man skulle bruge de næste fire år til at genopbygge en stærk venstrefløj og dermed opposition, så der på sigt kunne komme et politisk skifte i Esbjerg.

Den aftale blev omgjort af et flertal i Socialdemokratiets byrådsgruppe, der gik ind i et samarbejde med Dansk Folkeparti. Det skaffede S to formandsposter og DF en plads i økonomiudvalget.

Med den nye udvikling ser dette ud til at ændre sig, idet der næppe bliver mange, gode pladser til Socialdemokratiet i udvalg og bestyrelser.

Fordelingen af poster i udvalg og bestyrelser skal være på plads senest den 1. december 2025, hvor der holdes konstituerende byrådsmøde klokken 18 efter det ordinære byrådsmøde med start klokken 17.

Hans Erik Møllere har tidligere sagt, at ”han ikke kunne være i det, der sker i hans parti”, og det er det, han nu har taget konsekvensen af.

Hans Erik Møller lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning at træde ud af det parti, han har været medlem af omkring 50 år og repræsenteret i byrådet i 36 år.