Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 13. januar 2022
Ribes smukke julebelysning er slukket for denne gang, og hverdagen er blevet lidt mere grå og trist uden julebelysningens hyggelige, gule lys i byens gader.
Men der er stadig lyspunkter, og et af dem er, at Andelskassen i Ribe har bidraget med et tilskud på 10.000 kroner til julebelysningen.
– Og det er netop den slags penge, der gør, at vi fortsat kan udvikle julebelysningen, siger formanden for Ribe Handel, Keld Vestergaard, der modtog pengene af filialdirektør i Andelskassen, Lene Fisker.
De to er enige om, at julebelysningen netop er en af de ting, der er med til at skabe hygge i Ribe og gøre byen til en god handelsby.
– Og selv om vi måske som pengeinstitut ikke har direkte glæde af julebelysningen, er vi jo alle en del af byen og vi er gensidig afhængig af hinanden. Hvis ikke byen har det godt, har vi som pengeinstitut det heller ikke godt, siger Lene Fisker, og netop det, at vi alle er afhængige af hinanden og med i en sammenhæng, er Keld Vestergaard helt enig i.
– Det hele er en stor cirkel, som han siger.
– Hvad koster julebelysningen egentlig?
– Det koster omkring 200.000 kroner hvert år at sætte julebelysningen op og holde den vedlige. Kommunen betaler for strøm.
– Da der sidste år som følge af energikrisen var tanker om at spare julebelysningen væk, sagde vi, at vi meget gerne vil være med til at spare, men vi ville også meget nødigt undvære julebelysningen, fordi den er med til at gøre byen hyggelig og god at handle i.
– Vi sparede på tændingstiden, så julebelysningen var slukket mellem klokken 10 og 15. Det gav en besparelse på næsten 40 procent i udgiften.
– Det er vel også i orden, at der ikke er lys i dagtimerne?
– Som forretningsmand så jeg gerne, lyset var tændt også om dagen i den mørke vintermåned. Men som situationen var, er det helt i orden at spare de penge, siger Keld Vestergaard.
Lene Fisker fortæller, at de 10.000 kroner kommer fra en lokal lånefond i Andelskassen. Hver gang en kunde optager nogle bestemte former for lån, bliver der lagt penge i fonden, og de penge uddeles en gang om året.
– Pengene kan ikke søges, men vi har i Andelskassen flere andre fonde, hvor det er muligt at søge tilskud fra, fortæller filialdirektøren.

Julebelysningen i Ribe er noget helt specielt









































































