Tekst Hasse Jørgensen, privatfoto, torsdag den 9. april
Sig det med blomster, lyder et gammelt slogan.
Og det er lige netop det, de handlende i Ribe gør.
Langfredag klokken 8 vil der være en stor dekoration på Hovedengen, hvor påskeliljer fra 100 kasser vil blive placeret, så de danner ordet ”tak”.
Lise Frederiksen fra Cafe Quedens fortæller hvorfor:
– TV2 sender en drone ind over Ribe på det tidspunkt. Det er åbenbart noget, de vil gøre i en by i Danmark hver aften og bringe det i 19-nyhederne. Langfredag er det så Esbjerg og Ribes tur. TV2 kontaktede borgmester Jesper Frost Rasmussen, om det var muligt at lave noget i Esbjerg, og det bliver fra de hvide mænd. Men samtidig foreslog borgmesteren, at der skulle laves noget i Ribe også. Handelsstandsforeningen blev spurgt, og da formanden ringede til mig, synes jeg det var en rigtig god ide.
– Vi fik kontakt tik et gartneri ved Odense, hvor vi på favorable vilkår kan få de 100 kasser påskeliljer, og tidlig fredag morgen bygger vi ordet ”tak”, der bliver fem meter højt, fortæller Lise Frederiksen og fortsætter:
– Vi vil meget gerne sige tak til vore kunder for den store opbakning, vi får. Både med take away, med køb af gavekort og på mange andre måder. Vi føler virkelig, at der strømmer en varm bølge mod os, og vi vil gerne sige tak for det og samtidig sige tak til kommunen for de 400.000 kroner, vi har fået. Vi vil også gerne i handelsstanden vise, at vi ikke giver op men er klar til at tage fat, når det her er overstået.
Lise Frederiksen fortæller videre, at kunderne er velkomne til at hente en buket påskeliljer på Hovedengen klokken 9,30 fredag formiddag.
– Og vi skal nok sørge for, at sikkerhedsforanstaltningerne som afstand og lignende bliver overholdt, lyder det fra Lise Frederiksen, der har fået frivillige til at hjælpe med at bygge dekorationen. Og Toyota Louis Lund stillede omgående en bil til rådighed, da Lise luftede problemet med at få de mange påskeliljer hentet.
– Vi ville gerne have haft tulipaner, og jeg ringede ud til ejeren af tulipanmarkerne, hvor Tulipanfesten får blomster fra. Det er lige nøjagtigt fem dage for tidligt at plukke dem. Men påskeliljer er også dejlige i denne tid, slutter Lise Frederiksen.









































































