Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, 7. juni

Noget tyder på, at der er økonomisk hjælp på vej til de tre handelsstandsforeninger i Ribe, Bramming og Esbjerg.

Alle har de søgt om tilskud hos Esbjerg Kommune på sammenlagt en million kroner for at kunne lave nogle arrangementer i de respektive byer, der skal give liv i gaderne og være med til at kompensere de handlende for det omsætnings- og dermed også indtægtstab, coronakrisen med dens restriktioner har medført.

Et flertal i byrådets økonomiudvalg bestående af blå blok fremsender sagen med anbefaling til byrådet, der ventes at behandle den om 14 dage. Men der er ikke enighed om tilskuddet i økonomiudvalget. Socialdemokratiet har taget forbehold.

Hvis ansøgningen går i gennem i byrådet, fordeler pengene sig med 750.000 kroner til Esbjerg, 150.000 kroner til Ribe og 100.000 kroner til Bramming.

Det er ikke første gang, byrådet har rakt en hjælpende hånd ud til de handlende.

Økonomiudvalget besluttede den 30. marts 2020, at give et tilskud til handelsstandsforeningerne i 2020 til gennemførelse af initiativer i Ribe, Bramming og Esbjerg i perioden efter Coronakrisen. Der blev givet 750.000 kr. i tilskud til Esbjerg City, 400.000 kr. i tilskud til Ribe Handelsstandsforening samt 200.000 kr. i tilskud til HHI Bramming.

Ved budgetlægningen i 2021 blev der afsat tilskud på 200.000 kr. til HHI Bramming, 200.000 kr. til Ribe Handelsstandsforening og 450.000 kr. til Esbjerg City. Disse tilskud er udbetalt, hedder det i økonomiudvalgets dagsorden.

Det eventuelle nye tilskud kan tages fra den pulje, byrådet har afsat til corona-relaterede udgifter.