Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 2. september 2024

Der er ingen tvivl om, at de kommende budgetforhandlinger mellem byrådets politiske partier bliver hårde, og der er nu heller ingen tvivl om, at en skattestigning kan komme på tale. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) slog fast, at der skal spares og at skattestigninger kan komme i spil. Han understregede samtidig, at forslaget om skattestigninger ”ikke er vokset i hans baghave”. Socialdemokratiets gruppeformand, Karen Sandrini, bebudede muligt forslag om skattestigning, mens den konservative May-Britt Andrea Andersen ikke syntes, det er en god ide.

Bemærkningerne faldt, da byrådet mandag sidst på eftermiddagen i en næsten timelang debat behandlede forslaget til budget ved første behandling.

De enkelte ordførere fik i lange taler lejlighed til at redegøre for deres partis synspunkter uden der kom noget afgørende nyt frem.

Dog blev det fra alle sider understreget, at man går ind til de kommende forhandlinger uden at stille med ultimative krav, og at man er indstillet på at indgå kompromisser for at nå et resultat.

Som borgmesteren redegjorde for, er det et lovkrav, at byrådet skal førstebehandle et budgetforslag, men alle ved også, at det egentlige budgetforslag først fremkommer midt i september, når forhandlingsudvalget – der som udgangspunkt består af repræsentanter for alle partier – har forhandlet i et par dage. Det endelige budget behandles i byrådet den 7. oktober, og det er her, besparelser, skattestigninger og eventuelle andre tiltag vil blive vedtaget endeligt.

Borgmesteren

Jesper Frost Rasmussen slog fast, at budgetforhandlingerne primært gælder år 2025 men også de efterfølgende overslagsår 2026-28.

– Det er en vanskelig opgave, og der skal træffes svære beslutninger.

Han slog også fast, at de 60 millioner kroner, Esbjerg Kommune får ekstraordinær fra staten i 2015, er kærkomne, men at det ikke løser problemerne.

– Det er kun et ekstraordinært tilskud på likviditeten på 60 millioner kroner, men det løser ikke den ubalance, der er på både kort og lang sigt.

Borgmesteren appellerer til, at alle går ind i forhandlingerne konstruktivt, og at ”vi lytter hinanden og indgår kompromisser. Vi har alle vores mærkesager, men vi kommer ikke uden om at indgå kompromisser”
Borgmesteren fortalte videre, at han har talt med partierne: – Og det er et godt fundament. Vi ved, hvor vi er enige og ikke enige. Det bliver barske forhandlinger. Vi skal finde 120 millioner årligt på besparelse. Det er det dobbelte af det foreslåede, sagde borgmesteren og fortsatte: – Man kan altid bebrejde os, at vi ikke kan lægge budget, men der er en masse udefra kommende ting, der påvirker budgettet.

– Sociale udgifter belaster, og manglende skatteindtægter er også en faktor.
Vi skal spare, men vi skal også se fremad og have mod til at investere. Vækst står øverst på dagsordenen. Det er ikke nok, at folk arbejder her. De skal også gerne bo her og dermed bidrage til indtægterne gennem skat.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets gruppeformand, Karen Sandrini: – Vi skal sikre et godt grundlag for borgernes tilværelse. Vi kan ikke undgå en hævning af skatten, sagde Karen Sandrini og bebudede et forslag herom.

Hun nævnte også, at tidligere års budgetforhandlinger medførte, at partierne kunne komme med fire nye forslag til budgettet: – Det sker ikke i år. Vi skal spare, men vi skal også skabe et grundlag for kernevelfærden, og det kan kun ske ved at stoppe underfinansieringen.

Karen Sandrini slog fast, at socialdemokratiet er klar til at tage et kæmpe ansvar

Konservative

Den konservative May-Britt Andrea Andersen slog fast, at det er meget svære forhandlinger, der forestår. Forhandlinger, hvor man skal spare på områder, hvor man helst vil være fri.

Hun pegede på, at den sociale velfærd betyder meget for borgerne. May-Britt Andrea Andersen pegede desuden på, at kommunens økonomi er presset af ydre faktorer men også af indre forkerte beregninger.

Hun var bekymret for snakken om forhøjet skat og nævnte forskellige konkurrenceparametre mellem Esbjerg og Varde Kommune, der blev sammenlignet, og hvor Varde er billigst på en lang række områder.

– Det kan betyde noget for, hvor tilflyttere slår sig ned, og her betyder skatten også noget, slog May-Britt Andrea Andersen fast.

SF
Mikkel Ammitzbøll, SF, slog fast, at de 60 mill. Kroner fra staten ikke hjælper meget.

– Vi går til forhandlingerne fulde af forhåbning og vel vidende, at vi ikke når alle vores mål. Vi ønsker at møde borgerne med tillid og åbenhed. Skal Esbjerg udvikle sig, skal der gøres i et langt, sejt træk.

Mikkel Ammitzbøll nævnte, at antallet af ansøgere til uddannelser i Esbjerg skal op, og at kendskabet til Esbjergs forcer skal udbredes.

Esbjerg kan efter Mikkel Ammitzbølls mening meget på mange områder, og han nævnte, at der i turismen i Ribe ligger et stort potentiale, som kan udnyttes bedre.

Læsgænger Sabrina Bech Bartholin talte om, hvorvidt pengene anvendes rigtigt i forhold til borgerne, og hun mente ikke, at der er det nødvendige overblik på pengenes anvendelse.
Anne Marie Geisler Andersen, radikale, mente ikke, at et engangstilskud hjælper på de strukturelle underskud. Hun fandt, at der er lavet de randbesparelser, der skal laves og var principielt ikke mod skattestigninger.