Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 13. marts 2004

Når der i løbet af nogle måneder skal indrettes lokaler i seminarieHuset i Ribe til et nyt specialundervisningscenter, vil det berøre nogle foreninger, der er nødt til at finde nye lokaliteter. Men flere lokaler vil også bevare deres funktioner fremover, selv om der vil komme nogle mindre indskrænkninger i de tider, hvor de kan bruges af frivillige.

Et lokalt og vedvarende rygte går på, at ”en masse foreninger uden videre er smidt ud af seminarieHuset”.

– Når du siger en ”masse” må jeg omgående anholde bemærkningen. Vi holder gang i så meget, som overhovedet muligt, siger kontorchef i Esbjerg Kommune, Birgit Nørgren, der står for tildelingen af fritidslokaler.

Hun fortæller videre, at alle de idrætsfaciliteter, der er i bygningen, også fungerer hele næste skoleår. Det samme gælder kantinen og samlingssalen, hvor der dog bliver den begrænsning, at lokalerne først vil være disponible fra klokken 16, da man ikke kan have foredrag og lignende i lokalerne med håndværkerne arbejdende lige ved siden af.

Birgit Nørgren fortæller videre, at rent fysisk sker der ikke noget i lokalerne før til september. I øjeblikket forberedes projektet, der skal sendes i udbud, før der kan ske noget fysisk.

Ungdomsskolens lokaler skal bygges om, og her er der tre foreninger, der har til huse.

– De har fået at vide, at der skal bygges om, og de må meget gerne kontakte os, så vi kan være dem behjælpelige med at finde løsninger, understreger Birgit Nørgren.

Tre andre foreninger og et lokalråd er kommunen i øjeblikket i gang med at finde nye lokaler til.

Desuden er der et depotrum, der, ifølge Birgit Nørgren, ligger lige midt i det hele, og som skal inddrages i projektet.

– Nogle foreninger har ting opmagasineret i rummet, men der sker først noget fysisk til september. Vi kan se, hvor meget, der er booket. Fritids- og ungdomsklubben samt kulturskolen kører. Og i den tid, ombygningen står på, kan der ske nogle ændringer ved indgangsforholdene til salene samt ved toiletterne, så brugerne lige må gå en anden vej, men det vil kun være midlertidigt.

– I underetagen under biblioteket, hvor handigruppen har sløjdlokaler, og hvor malergruppen hører til, sker der ikke noget. Og det samme er tilfældet i den gamle fysikbygning, hvor Kultur- og fritidsforeningen seminarieHuset har til huse på første sal. Den bygning friholdes helt, fortæller kontorchefen, som tilføjer:

– Vi har skrevet ud til alle de berørte foreninger for at give dem et ordentligt varsel, og de må meget gerne kontakte os, så vi kan hjælpe, hvis der er problemer, siger Birgit Nørgren.

Det nye specialundervisningscenter skal stå klar til skoleårets start i august 2025. Dermed flyttes centeret rent fysisk som resultat af en politisk beslutning fra Vittenbergskolen.