Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, lørdag den 21. oktober 2023
Det var en mandfolkedyst, da Mors Thy mødte Ribe-Esbjerg HH i Blue Water Dokken, og det var en mandfolkepræstation, da hjemmeholdet kunne trække sig ud af kampen med en komfortabel sejr på 30-21 efter en føring på 12-10 ved pausen.
”Bette Balkan”, som Mors Thys hjemmebane kaldes, var kommet til Esbjerg i form af en medlevende og larmende publikum, men lige lidt hjalp det gæsterne.
To dygtige målmænd og et par stærke forsvar holdt scoringen nede i første halvleg, og Niklas Kraft i hjemmeholdets mål brillerede ved at lave en dobbelt redning i halvlegens døende sekunder.
William Aar indledte scoringen for Ribe-Esbjerg, og de to hold fulgtes det meste af første halvleg, hvor forskellen på måltavlen kun var et mål det meste af tiden i REHH’s favør.
Da der var spillet 19 minutter slog hjemmeholdet et lille hul på to mål ved stillingen 8-6, og forspringet blev øget til tre indtil Mors Thy fik reduceret til et mål i det 29. minut ved stillingen 11-10. Her fik Emil Grønbech scoret, og takket været dobbeltredningen af Niklas Kraft kunne REHH gå til pausen med en føring på 12-10.
Resultatet var meget sigende for kampen. De to hold var stærke i både forsvar og angreb, og der blev givet og taget af et godt ord, men REHH var i de afgørende faser lige de procent bedre end gæsterne, som retfærdiggjorde halvlegsresultatet.
I anden halvleg fik REHH i løbet af de første fire minutter skabt et hul på 6 mål, og dermed var kampen faktisk afgjort. Mens REHH fortsatte det fine spil, tog modstanderne mange forkerte beslutninger ikke mindst i angrebet, og det medførte rigtig mange skud ved siden af målet og skud, som den velspillende Niklas Kraft klarede.
Og lad os så lige føje til, at målmandskollegaen Ágúst Björgvinsson havde en redningsprocent på100. Han kom ind ved to straffekast og klarede dem begge.
I forsvaret fortsatte Ribe-Esbjerg det stærke spil. Der blev dækket kraftfuldt op, og det kostede et par udvisninger, men selv i undertalssituationerne kunne hjemmeholdet spille lige op med modstanderne.
Niklas Kraft blev kåret som kampens spiller, men der var tale om en helstøbt holdindsats, hvor alle spillere bød ind og kæmpede det bedste, de har lært.
Kampen blev i øvrigt meget intens, og flere gange var der bataljer mellem spillerne på banen, og i et par tilfælde var det lige ved at udvikle sig til håndgemæng, hvis ikke dommere og andre spillere havde grebet ind.
Fakta
Kampen i tal: Målscorere REHH: Mathias Jørgensen, 8, heraf 4 på straffekast, William Aar, 7, Jonas Larholm 4, Andreas Søgaard, Emil Grønbech, Elvar Asgeirson hver 3, Simon Birkefelt og Axel Franzen hver 1.
Udvisninger: REHH 5, Mors Thy 1.
Stillinger under vejs: 3-3, 5-5, 6-6, 8-6, 10-7, 11-10 og 12-10 ved pausen. Derefter 16-10, 17-12, 19-13, 21-13, 24-15, 28-18.
Tilskuere 1015.
Kampens spiller Mathias Jørgensen