Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, mandag den 20. august

Håndboldsæsonen starter for alvor for Ribe-Esbjerg HH i morgen, tirsdag aften (21.august) i Centex Arena, Ribe Fritidscenter, med en kamp i pokalturneringen. Modstanderne er TT Holstebro, og det er ikke alene en svær modstander, men det er også en svær kamp i sig selv, fordi den falder på et meget tidligt tidspunkt, hvor der kun har været meget kort tid til at spille et halvt nyt hold sammen med et halvt gammelt.

Cheftræner Lars Walther betegner da også kampen som en fifty-fifty kamp.

– Rammer vi dagen, kan vi også vinde, men det er også nødvendigt at ramme dagen, siger Lars Walther.

Holdet har spillet nogle træningskampe, hvor det kvalitetsmæssigt har været lidt som en pose blandede bolsjer. En af årsagerne er givet vis, at flere af spillerne er småskadede og andre har været på ”skånekost” rent spillemæssigt.

Hvordan ser det ud til pokalkampen?

– Det ser fornuftigt ud. Nogle er kommet tilbage og nogle kommer til at mangle, men hvem det er, vil jeg ikke ind på her.

– Vi har problemer med stabiliteten. Vi har 11 nye spillere og mangler noget i samspillet. Tvis er spillet sammen. Det kan man også se i resultaterne fra deres træningskampe. Men rammer vi dagen, så vinder vi.

– Men vi skal have stabilitet ind over. Kampen falder på et meget uheldigt tidspunkt i vores forberedelser.

Hvor lang tid går der, inden holdet er spillet rigtigt sammen?

– Det er meget svært at sige. Måske et par måneder. De næste par måneder vil det nok gå op og ned. Forhåbentligt ned til træning og op til kampene. Men det ser positivt ud. Det er dygtige spillere, og det bliver bedre og bedre. Så der går forhåbentligt ikke for lang tid, før det hele er på plads, siger Lars Walther.

Nedenfor kan du se samtlige spilleres navne på det nye hold:

Målmænd: Tim Winkler, Søren Rasmussen fra Bjerringbro-Silkeborg, Søren Haagen – KIF Kolding

Venstre fløj: Pelle Schilling, Kasper Kvist – HSG Wetzlar

Venstre back: Rasmus Boysen, Niels Dahl – REHH’s ungdomsafdeling, Nicolai Pedersen – Nordsjælland, Hermann Vildalen – Drammen HK

Playmaker: Lukas Karlsson (svensk), Gunnar Jonsson (islandsk) – Kristianstad

Højre back: Nikolaj Enderleit, Runar Karason (islandsk) – TSV Hannover, Simen Schønningsen (norsk) -Ballingen.

Højre fløj: Mathias Jørgensen, Rasmus Nielsen, Magnus Søndenå (norsk) – Haslum HK

Streg: Jonas Tidemand, Søren Tau, Jacob Heinl (tysk) – Flensborg-Handewitt, Miha Zvizej (slovensk), Anders Christiansen – Faaborg HK og tidligere REHH’s ungdomsafdeling