Tekst: lars Lundgaard og foto:  René Jørgensen
26. februar 2026.

”Vi skal levere tålmodigt, opportunistisk angrebsspil”

TTH Holstebro – Ribe-Esbjerg HH den 26. februar kl. 19.00

For 2 uger siden skrev REHH’s anfører Mathias Jørgensen under på en kontraktforlængelse til 2028. Det har han fejret på banen. I de to kampe mod GOG og Skjern har Mathias leveret 11 mål på 12 forsøg. Så er man i topform. Selvom Mathias forventer meget stærk modstand, så tror han på det:

”Det er et stærkt hold, vi møder torsdag aften i Holstebro. De er kommet flot ind i 2026 – er på sikker slutspilkurs. De vil komme drønende med lyst til masser af dueller og er formentlig pumpet med selvtillid. Dynamitbrødrene fra REHH-tiden, William Aar og Emil Grønbech er blevet forenet i TTH. De er helt sikkert klar til kamp.

Vi skal fokusere på at sætte så mange gode minutter sammen som muligt. Gerne i form af aggressivt forsvar og tålmodigt, opportunistisk angreb. Kan vi det, så tror jeg på en udesejr.”

TTH plejer at lægge ud med en startsyv’er med William og Emil på backpladserne. Mellem dem huserer én af ligaens allerstærkeste playmakere, Thomas Damgaard. REHH’s evne til at holde Damgaard i snor kan meget vel blive nøglen til kampens resultat.

Kampen spilles den 26. februar kl. 19.00 i Gråkjær Arena i Holstebro.