Tekst: Team Esbjerg, foto: Renè Jørgensen
23. januar 2026.
Ungarsk modstander gæster ovenpå en sensation
Få forventede, at DVSC Schaeffler ville få point på udebane i EHF Champions League-opgøret mod ubesejrede Györ, men ikke desto mindre tog de begge to point i seneste runde i turneringen. Dermed kommer ungarerne med stor selvtillid til Danmark samt en tro på, at de sikkert også kan lave noget stort mod Team Esbjerg.
Györ fik få dage efter revanche, da de vandt med 17 mål i den hjemlige liga, igen på hjemmebane, men det ændrer ikke noget ved den sensation, som DVSC Schaeffler skabte. Og det var et resultat, som skabte chokbølger gennem holdene i turneringen.
Også hos cheftræner Tomas Axnér, der sammen med resten af Team Esbjerg-truppen har kigget på video fra kampen for at lære søndagens modstander bedre at kende.
– De overraskede stort mod Györ, men så tabte de igen stort lige efter i ligaen. Men de kan overraske, især med deres fysik, og den skal man være klar på fra først fløjt, siger Tomas Axnér.
DVSC Schaeffler viste i opgøret, hvad de er i stand til. Tomas Axnér understreger også, at det måske var deres bedste kamp i sæsonen, og at det ikke var muligt at gøre to gange i træk. Men selvom det ikke var muligt, skal man stadig gå ind til kampen med en tanke om, at det bliver en hård omgang.
– Det var deres højeste niveau. De har gode kvaliteter i truppen, så det kommer helt sikkert til at kræve en god indsats fra os. Vi skal blive ved med at spille godt i forsvaret, hvilket vi har gjort flere gange i det nye år. Dette skal være vores fundament. Vi ved, vi er et godt angrebshold, hvor vi kan kreere mange mål, men vi skal have en god bund på forsvaret, slår cheftræneren fast.
Og selvom ungarerne overraskede i seneste runde i Champions League, forventer Tomas Axnér ikke, at det kommer til at ske to gange i træk.
– De spiller i et højt tempo og har mange gode spillere, men vi har også et stærkt hold. Og så er vi også på hjemmebane, og en af vores målsætninger er, at vinde alle kampe i Blue Water Dokken. Men det er Champions League, og der findes ingen nemme kampe, siger Tomas Axnér.
Flere spillere virker til at være tilbage igen efter småskrammer, hvilket trænerstaben også jubler over.
– Vi vil gerne have en komplet trup altid, så vi har prøvet at fordele spilletiden mere rundt, siger cheftræneren.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women runde 11 mod DVSC Schaeffler søndag den 25. januar kl. 16.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger og Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Kathrine Heindahl og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.








































































