Optakt: Team Esbjerg og foto: Renè Jørgensen
17. januar 2026.

Sejr er altafgørende hvis fjerne drømme skal realiseres

Trods skuffende resultater i EHF Champions League er Team Esbjerg stadig ikke ude af ræset for top to. Men hvis dette skal opnås, kræver det med stor sandsynlighed sejre i de resterende kampe. I første omgang skal der to point på kontoen mod Gloria Bistrita, da dette også vil betyde, at esbjergenserne overtager tredjepladsen.

Med fem runder igen af gruppespillet nærmer vi os de afgørende kampe. Ude i fremtiden venter opgør mod Györi og Metz, men på søndag gæster Gloria Bistrita Blue Water Dokken, og rumænerne er også en hård nød at knække.

Det oplevede Team Esbjerg på ergen krop, da de tabte det første opgør i Rumænien tidligere på sæsonen. Heldigvis smed rumænerne point i seneste runde, hvilket nu betyder, at danskerne med en sejr rykker op på en tredjeplads.

Og den er i første omgang målet. For selvom det vil betyde, at Team Esbjerg stadig skal spille i ottendedelsfinalen, så er det med til at give en bedre seedning og en – på papiret – svagere modstander.

– Selvfølgelig er det en vigtig kamp. Hvis man kigger på tabellen, er det de to hold, som kæmper om tredjepladsen, og hvis man har ambitioner om top to, så skal man vinde denne kamp, siger cheftræner Tomas Axnér.

Team Esbjerg går ind til kampen med dyre lærepenge fra det første opgør mod Gloria Bistrita. Forsvaret leverede ikke mod de rappe rumænere, og derfor bliver det vigtigt, at de tager lærdommen med.

– Gloria Bistrita har et godt hold med mange fine spillere. De har mange offensive kapaciteter, hvoraf mange af spillerne også er målfarlige. De har dog udfordringer i forsvaret, og derfor bliver det vigtigt for os, at stoppe dem, hvilket giver os muligheder, siger cheftræneren.

Af den grund har holdet også forberedt sig på den fase af spillet. For der er ingen tvivl om, at man ikke kan lukke 38 mål ind igen.

– Vi er afhængige af hvilke spillere, vi har til rådighed, og ud fra det skal vi finde en måde at angribe dem på. Forsvaret bliver naturligvis vigtigt, for vi kan ikke lukke så mange mål ind. Der skal et bedre forsvar og flere redninger til, siger han.

Og på skadesfronten ser det også bedre ud. Cheftræneren siger, at det lysner på det punkt

men der stadig er lidt vej endnu.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women runde 10 mod Gloria Bistrita søndag den 18. januar kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen

Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers

Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger og Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kathrine Heindahl og Olivia Löfqvist

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.