Optakt: Lars Lundgaard foto: René Jørgensen
22. oktober 2025.

Tabellen siger: Åbent drama i Dokken!

Ribe-Esbjerg HH – TTH Holstebro torsdag den 23. oktober

Når TTH og REHH tørner sammen i ligaens 9. runde, så mødes to hold, der lige nu deler 7. og 8 pladsen med 7 point. To hold, der hænger på til Slutspillet, men ikke er helt tilfredse med pointudbyttet indtil nu. Og det taler lige ind i cheftræner Marc Uhds vurdering af ligaen i denne sæson:

”Ligaen i år er så tæt, at alle kan slå alle – bortset fra Aalborgs særstatus. Ingen hold synes helt, at de får udbytte som fortjent. Men der er jo kun at sige: ”Tabellen lyver ikke – og flosklen ”en kamp ad gangen” er jo virkeligheden for de mange hold, der reelt kæmper om de samme pladser.

TTH kommer med den samme form for moderne håndbold, som vi lige har mødt hos GOG og Skjern: Masse af hårde dueller, hvor Damgaard, William Aar og Grønbech og deres nye unge kolleger kommer drønende med kraft og tempo.

I vores ønskeplanlægning dækker vi lige så godt op som i de sidste mange kampe. Og så vil vi selvfølgelig forsøge at komme til mange flere chancer, så vi kan vinde de kampe, hvor vi holder modstanderne nede på 25 mål.

Vi er trætte af, at vi skal blive ved med at fokusere på at komme bedre fra start i begge halvlege. Vi er samtidig stolte over den moral og fight, der flere gange har medført, at vi har hentet vores modstanderes føring. Det kan godt ligne et nyt tæt drama i Dokken.”

Kampen spilles i Blue Water Dokken kl. 20.00.