Optakt: team Esbjerg og foto: Renè Jørgensen
28. december  2025.

Største udfordringer efter en slutrunde er spillerne selv

Julen er overstået, men knap nok er man kommet ovenpå igen efter maden, inden Team Esbjerg skal i gang igen. Pokalturneringens Final4 spilles i Odense, hvor esbjergenserne tager afsted som vindere af de seneste fire udgaver af finalestævnet. Holdet står også godt til at kunne genvinde pokalen, men i semifinalen mod Viborg HK skal spillerne være mentalt forberedt. Især efter en krævende VM-slutrunde, som fik sin afslutning tidligere på måneden.

Slutrunden i Nederlandene og Tyskland endte i succes for Norge, der slog Tyskland i en tæt finale. Dermed havde Team Esbjerg også en håndfuld spillere, der nåede helt til de sidste kampe, da også Nederlandene tabte bronzekampen.

At komme hjem fra sådan en oplevelse og så fokusere på klubhåndbold er en svær øvelse. Spillerne har tidligere talt om en slutrunde-blues, som kræver et stort mentalt arbejde at komme over.

– Man har været afsted i så lang tid i en boble, hvor der er højt pres og man er sammen i mange dage med et mål for øje. Når det så er slut, viser forskning, at man kan få symptomer på PTSD, for når man skal til at slappe af, kommer det bag på en, hvor højintenst det har været. Vi har mange spillere, som har prøvet det før, så det er noget, vi skal kunne håndtere, og så havde vi desværre også de danske og svenske spillere, som måtte tage tidligt hjem, og det har givet tid til refleksion og at finde ny energi, siger cheftræner Tomas Axnér, der selv var afsted med det svenske landshold.

En anden udfordring, som også ramte Team Esbjerg under slutrunden, var skaden til Tabea Schmid. Stregspilleren rev sit korsbånd over, og der venter nu en lang pause til schweizeren, der lige var kommet tilbage fra en skade. Og tabet af Tabea er enormt, slår Tomas Axnér fast.

– Hun er en af de bedste angrebsstregspillere i verden. Hun har kvaliteter, som vi ikke kan erstatte. I angrebet mister vi en kompetence, og det skal vi finde en måde at kompensere for, så der venter os en stor opgave. Vi taber mange procenter i vores helhed, og så bliver vi også mere sårbare med kun to stregspillere, siger cheftræneren.

Trods tabet af Tabea Schmid er målet stadig at vinde, og først skal Viborg HK besejres, før Team Esbjerg igen kan spille med om guldet. Og det bliver heller ikke en nem opgave.

– Viborg har haft et godt efterår, og de har store angrebskvaliteter. De har fået Simone Petersen, og det bliver en anden måde, som de kommer til at spille på. Men vi har en stærk offensiv, som skal score mange mål, hvis vi skal vinde, og så skal vi spille aggressivt i forsvaret, siger Tomas Axnér.

Der kan blive debut til Zoë Sprengers, der er klar til at tage den røde trøje på for første gang.

Team Esbjergs trup til kampen i Pokalturneringen Final4, semifinale mod Viborg HK mandag den 29. december kl. 17.30 i Jyske Bank Arena, Odense:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen

Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers

Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger og Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kathrine Heindahl og Olivia Löfqvist

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.