Tekst: Team Esbjerg foto: René Jørgensen
17. april 2026.
Selvfølgelig skulle det være CSM, det kunne ikke være andre
To ting i livet er sikkert: Skatter og døden. Team Esbjerg kan måske skrive en tredje ting på: En kvartfinale i EHF Champions League mod rumænske CSM Bucuresti. Det er nemlig fjerde gang ud af de seneste fem, at de to støder sammen i det sidste stop inden Final4 i Budapest.
Dette utrolige tilfælde er også et tegn på, at der er tale om to mandskaber, der besidder stor klasse og masser af individuelle kvaliteter. Og at de to hold også altid har placeret sig blandt toppen af Champions League.
CSM er dog en anden størrelse end tidligere. Det er første sæson efter en af de bedste spillere nogensinde stoppede sin karriere. Cristina Neagu var en stor del af det rumænske mandskab, og derfor har holdet måtte sadle lidt om.
– Neagu har været en af de bedste gennem alle tider. De mistede naturligvis nogen kompetencer, da hun stoppede karrieren, men de har klaret det godt. De har været gode til at fordele ansvaret til andre på holdet, og så har Elizabeth Omoregie været god til at tage beslutningerne, siger cheftræner Tomas Axnér.
Lørdagens modstander har indtil videre haft en glimrende Champions League-kampagne, hvor de endte på andenpladsen i deres gruppe foran hold som FTC, Odense Håndbold og Ikast Håndbold. En plads, de fik hentet hjem i sidste gruppespilskamp.
Derfor er Tomas Axnér også klar over, at de to kvartfinaler går hen og bliver drabelige, intense og utroligt tætte. For det er to hold, som har stor rutine, hvilket er med til at minimere hjemmebanefordelene.
– Jeg er ikke så optaget af, at vi skal have et godt udgangspunkt. Vi vil uanset hvad have en god kamp og komme ud med en god fornemmelse. Begge hold er nemlig ikke bange for udebaner, og selvom begge klubber også kan skabe gode kulisser, så tror jeg ikke, at det vil påvirke nogen af dem, siger cheftræneren.
Team Esbjerg skal dog være klar til at kæmpe på banen. Alt skal efterlades på de 20 gange 40 meter. For de skal forvente, at CSM vil gøre det.
– De kommer med stor fysik, og de har mange spillere med international hårdhed i deres spil. De har også to stregspillere med stor erfaring. Jeg tror på, at vi skal ind og sætte tempoet i kampen og prøve at møde deres fysik, siger Tomas Axnér.
Han kan glæde sig over, at både Line Haugsted og Marit Røsberg Jacbosen er blevet deres sygdom kvit og derfor klar til opgøret.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women kvartfinale, kamp 1 mod CSM Bucuresti lørdag den 18. april kl. 18.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.









































































