Tekst og foto: Renè Jørgensen
19. juli 2025.
Håndbold: fredagens træning blev afløst af hyggeligt samvær i gamle Ribe
Efter et par timers træning i Ribe Fritidscenter gik turen videre til haven ved Ribe Kunstmuseum, hvor klubbens spillere, trænere og ledere mødtes kl. 15.00 til et par hyggelige timer i det historiske Ribe. Lars Lundgaard bød velkommen og indledte dagens arrangement.
– Det er ikke kun på det sportslige plan, at der er forskelle mellem Øst- og Vestdanmark. I Esbjerg må vi kæmpe for at fastholde befolkningen og for arbejdspladserne og de 50 uddannelser, vi har, fortalte en meget veloplagt Lars Lundgaard, inden han gennemgik planen for den kommende byvandring.
De 28 deltagere lyttede spændt til, hvad eftermiddagen ville bringe. Efter en tur over broerne på Andeøerne gik første stop til Restaurant TERPAGER & CO, hvor Ole Bladt Hansen stod klar med et glas velsmagende saft og lækre smagsprøver i haven. Her fortalte Ole lidt om bygningen og baggrunden for navnet, som er en hyldest til Niels Terpager for hans flotte arbejde tilbage i 1671. Navnet “CO” står både for Charlotte & Ole og symboliserer fællesskabet med deres børn.
Dagens program bestod af byvandring, og deltagerne blev inddelt i to hold. Det ene blev guidet af byguide Torben Hestehave, mens Lars Lundgaard tog sig af det andet. Begge grupper fik en rundvisning til Ribes historiske bygninger og steder.
Lars Lundgaard har tidligere understreget vigtigheden af at kende de byer, man spiller i og for – og deltagerne fik et godt indblik i, hvad Ribe har at byde på.
Da Ribe Håndboldklub spillede i 1. division og mødte nogle af de bedste hold i Danmark, oplevede man, hvordan tilskuerne virkelig bakkede op. Der var et stærkt bånd mellem spillerne og fansene – og netop derfor blev det sagt, at “domkirken rystede”, som en metafor for den intense stemning under kampene.
Efter dagens rundtur ved alle spillerne nu, hvor domkirken står – og når kampene spilles i Ribe Fritidscenter, må denne stemning gerne genopstå, når målene brager ind i modstandernes mål.
Netop domkirken var også sidste stop på byvandringen, inden turen gik hjem til formand Rasmus Lynddahls have. Her blev der serveret forfriskninger, og deltagerne fik samtidig en præsentation af klubbens visioner og planer for de kommende sæsoner.
I haven fortalte Rasmus Lynddahl om:
- Forankret top 5 hold i ligaen og sigte mod europæisk deltagelse
- Endnu mere professionalisme i vores adfærd
- Større kreds af investorer suppleret af et endnu større netværk af sponsorer
- Fokus på nye satsning omkring REHH U19 og REHH 2. division (andetholdet til ligaen)
- Opretholdelse af en stærk organisation og sportslig fokus / ledelse
På klubbens hjemmeside siger formand Rasmus Lynddahl videre:
– Ribe-Esbjerg HH er fra sæson 25/26 mere end et ligahold. Vi driver også det fælles U19-talenthold og det bedste divisionshold. Gennem et tæt samarbejde med SGI-Esbjerg, Team Esbjerg HK og Ribe HK satser vi målrettet på talentudvikling. Vi har ansat en talentansvarlig, Ole Damgaard, og en cheftræner, Jonas Larholm – begge med den europæiske toptræneruddannelse.
Visionen er klar: Talentudvikling er en af de bærende søjler i den strategiske plan for ligaholdet, som klubben arbejder intensivt med. Målet er klart – inden for få år skal Ribe-Esbjerg HH etablere sig som et stabilt top-5-hold i Danmark.
– Vi ved, at mange andre ligaklubber har samme ambitioner, men vi er klar til at tage konkurrencen op, lyder det fra formanden.
Her kommer en serie billede fra et veltilrettelagt arrangement af Lars Lundgaard og REHH:
Velkommen til Ribe. Lars Lundgaard fortalte lidt om dagens arrangement.

De 28 deltagere stillede op til et lidt anderledes holdfoto, end spillerne er vant til. Humøret var højt og det blev en god tur rundt i Ribes gamle gader.
En hyggelig og afslappet stemning i spillertruppen
Ole fortalte lidt om bygningen og baggrunden for navnet, som er en hyldest til Niels Terpager for hans flotte arbejde tilbage i 1671. Navnet “CO” står både for Charlotte & Ole og symboliserer fællesskabet med deres børn.
Lars Lundgaard og Torben Hestehave, Ribe by guide, delte de to hold, som blev sendt videre ud i Ribes gader.
Turen gik videre fra Johanne Dan og stormflodssøjlen
Turen gik videre gennem Fiskegade og de smukke huse
Det er godt nok et højt tårn, synes spilleren at tænke. Inden længe fik han sammen med de øvrige spillere fornøjelsen af at kigge ud over byen.
En tiltrængt pause.
Fortællinger var der mange af og Lars gjorde det meget spændende at lytte til.
En lille frisk tilføjelse til turen. Kig op af, og her ser man grundlanget for Netavisens navn RYK IND. Så kan I huske den, lød det fra Lars Lundgaard.
Efter en tur i tårnet for dem der ville, gik alle videre til det sidste på dagens program, til en orientering om de fremtidige planer for klubben.
En god tur sluttede i Rasmus Lynddahl have.