Tekst: Renè Jørgensen foto: John Vint
10. november 2025.

Norsk landsholdsbobler klar til nyt job i Team Esbjerg

Henriette Espetvedt Eggen færdiggør i juni 2026 sit jurastudium og føler da tiden inde til at bryde op fra trygheden i barndomsbyen Bergen og tage det næste skridt i håndboldkarrieren. Backen har indgået en treårig aftale med Team Esbjerg med virkning fra. 1. juli samme år.

– Jeg ser frem til at fokusere på håndbold og give det al min tid, når jeg kommer til Esbjerg. Indtil nu har fordelingen vel været 75 procent håndbold og 25 procent studium, og den kombination er hård og kræver en struktureret hverdag. Jeg trænger til en forandring, en ny klub, en ny liga og et nyt land, hvor kulturen dog ikke er så forskellige fra, hvad jeg er vant til, siger Henriette Eggen.

Efter de første håndboldår i Gneist IL gik turen til en anden lokal klub, Fyllingen IL, og fra julen 2021 til Rema 1000-ligaklubben Tertnes HE. Her bidrog hun i seneste sæson til at vinde sølv i slutspillet og nå finalen i pokalturneringen, i nyere tid nærmest uhørte triumfer for provinsklubben. Individuelt nåede hun med Norge i 2022 helt til tops ved ungdoms-VM i Slovenien. Siden har hun spillet i halvandet år på det norske rekruttlandshold.

Team Esbjerg-cheftræner Tomas Axnér er ikke i tvivl om, at det stjernebesatte norske landshold i fremtiden får stor gavn af den 22-årige venstre back med den anseelige skudkraft.

– Henriette Eggen er en spiller, der har vist sig frem i Tertnes og i de seneste to sæsoner har udviklet sig meget. Hun er hårdtskydende og kan også forsvare, og så har hun en god spilforståelse og et godt blik for sine medspillere. Vi mangler nok lidt distanceskud i vores trup, og dem får vi med Henriette, som vi har kigget på længe, siger Tomas Axnér.

Hans kollega, Tore Johannessen, tillægges en stor del af æren for den 184 cm høje bagspillers udvikling i Tertnes, som i september førte til indkaldelse til det norske landshold. Desværre hindrede en skade Henriette Eggen i at deltage.

– Som spiller tager jeg meget ansvar med mange afslutninger, og spillemæssigt har jeg udviklet duelspillet og min alsidighed. Jeg er med min højde også en ret god forsvarsspiller. Som person kommer jeg med godt humør og håber at kunne bidrage til Team Esbjergs sociale liv. De spiller Champions League og matcher de bedste klubber, hvilket passer godt til mine målsætninger med håndbold. Jeg tror, jeg kan lære mere om professionalisme, når jeg kommer til klubben, siger Henriette Eggen.

Tertnes har fostret en række stjernespillere med efternavnene Grini, Leganger, Hundvin og Skogrand, og Henriette Eggen kan blive den næste.

Hun er sikker på opbakning fra sin mor i Bergen og far i Oslo samt sine søstre. Storesøster Martine har spillet håndbold på 1. divisionsniveau. Lillesøster Caroline spiller ikke håndbold.