Tekst og foto: René Jørgensen
16. december 2025.
Michala Møller forlader Team Esbjerg efter fem succesrige år
Landsholdsspiller Michala Møller forlader Team Esbjerg ved udløbet af sin kontrakt 30. juni 2026.
Michala Møller kom til klubben fra det daværende Herning-Ikast Håndbold i sommeren 2021 og har siden udviklet sig eksplosivt som bagspiller for både Team Esbjerg og det danske kvindelandshold. Med VM-slutrunden har hun spillet 60 landskampe og scoret 124 mål.
– Vi har været i dialog med Michala om en forlængelse af kontrakten, men hun ønsker at videreudvikle sit store håndboldtalent i en anden klub, og det har vi fuld forståelse for. Hun var marginalspiller i Ikast og søgte mere spilletid i Holstebro Håndbold, da vores sportslige ledelse så et stort potentiale i hende, og det lykkedes for os at få hende til at ændre planer. Siden har hun i høj grad levet op til vores forventninger, og vi ville gerne have fortsat samarbejdet. Vi ønsker Michala held og lykke i fremtiden, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
For den 25-årige landsholdsspiller har tiden i Team Esbjerg givet minder for livet.
– Jeg vil gerne sige tusind tak til alle i og omkring Team Esbjerg. Det har været fem fantastiske år, og klubben vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Jeg kan mærke, at det er det rette tidspunkt for mig at prøve noget nyt og udfordre mig selv – og det glæder jeg mig til. Men først og fremmest er fokus på at gøre sæsonen færdig, og jeg vil gøre alt for at slutte godt af i Team Esbjerg, siger Michala Møller.
Michala har bidraget til to danske mesterskaber, fire pokaltitler, Super Cup og to bronzemedaljer i EHF Champions League Final4. Med landsholdet har hun blandt andet været med til at vinde sølv ved EM.









































































