Tekst og foto: René Jørgensen
23. september 2025.
Kathrine Heindahl har fået sit drømmejob
Ikke meget over to måneder efter sin fødsel er Kathrine Heindahl klar til at genoptage håndboldkarrieren i Team Esbjerg, hvor hendes treårige kontrakt udløb i denne sommer. Klubben har indgået en aftale med den 33-årige stregspiller frem til udløbet af denne sæson, og hun indtræder dermed i en trio med de to nye spillere på positionen, Olivia Løfqvist og Tabea Schmid.
– Det er et drømmescenarie, at jeg nu kan kombinere familieliv og håndbold, og der var ikke meget betænkningstid, inden jeg sagde ja. Jeg har en idé om, at klubben køber ind på min erfaring, udstråling og mit lederskab, og så at jeg vil vinde for enhver pris. Derudover har jeg en ro fra at have været med i de store kampe med klubhold og landshold, som jeg tror, jeg kan give videre til Olivia og Tabea, siger Kathrine Heindahl.
Hun fødte sønnen Alfred midt i juli og sender mange kærlige tanker til sin krop, der har modstået belastningen ved en fødsel eksemplarisk. Efter seks uger kunne hun deltage i opvarmning og skud med sine nylige holdkammerater og ugen efter lade sig byde fuld kropskontakt. Nu mangler hun blot tempo og kampform.
Kathrine Heindahl valgte selv at investere i at vende tilbage til håndboldbanen med så få forhindringer som muligt, idet hun allierede sig med kvindelandsholdets tidligere fysiske træner, Line Hovgaard-Hansen. Idrætsfysiologens første råd var, at hun skulle bevilge sig selv at være mor på fuld tid de første fire uger, og hun har i det hele taget ikke forceret sin genoptræning – også selv om det er gået hurtigt.
Da Rikke Iversen i maj meddelte, at hun er gravid, skulle fremtidsudsigterne vise sig at ændre sig for Kathrine Heindahl. Hun havde talt med flere klubber om et muligt samarbejde, da Team Esbjerg for få uger siden genoptog dialogen med en af profilerne fra de seneste sæsoner.
– Vi vidste, at vi måtte indlede en ny sæson med blot to stregspillere, og selv om ingen af dem lykkeligvis har været skadede, er det en sårbar situation. Vi har derfor haft en tæt dialog med Kathrine, der naturligvis fik lov til at træne med, og hun har de seneste uger knoklet på og bidraget. Tre stregspillere på det niveau løfter kvaliteten ved træningen. Hun er en fantastisk god forsvarsspiller, og vi skal have en trup, der kan modstå de problemer, der opstår i løbet af en sæson. Kathrine er ud over at være en dygtig håndboldspiller en god leder og holdspiller, og hun deltager i de håndboldfaglige samtaler, vi har i truppen og trænerteamet, siger cheftræner Tomas Axnér.
Kathrine Heindahl og hendes ægtefælle, Casper Eriksen, kom til Esbjerg i sommeren 2022, og også han fik hurtigt et fast job som entrepriseleder hos Saferoad Services i Vejen. Parret prioriterede at blive boende i byen, også selv om det måtte indebære transporttid til en anden håndboldklub.
Hun er lige så ambitiøs, som hun har været i hele karrieren, og det gælder også landsholdet, hvor tælleren står på 145 landskampe og medaljer ved både OL, VM og EM.
– Mit mål har hele tiden været EM i 2026, men siden er der sket lidt med andre stregspillere på landsholdet, og jeg kan ikke sige mig fri for at have tankerne på VM sidst på året. Jeg kommer til at jagte det, velvidende at mange ting skal gå op i en højere enhed, for at det kan lykkes, siger Kathrine Heindahl.