Tekst: René Jørgensen, pressefoto Team Esbjerg
12. januar 2026.

Judith van der Helm vil udvikle sig i et nyt miljø

Den talentfulde hollandske bagspiller, Judith van der Helm, forlader Team Esbjerg ved udløbet af sin kontrakt 30. juni 2026. Hun kom til klubben fra VOC Amsterdam op til nytår i 2024, da der akut var behov for at styrke defensiven, og hun har siden givet prøver på sine færdigheder i forsvaret og som en skudtrussel fra distancen.

Imidlertid har hun behov for mere spilletid for at udvikle sit talent, og efter grundige overvejelser er den snart 21-årige landsholdsspiller blevet enig med klubben om, at hun trænger til at spille en større rolle i en anden klub for at tage de næste skridt i karrieren.

– I min alder er det vigtigt for mig at få meget spilletid – både i angreb og i forsvar. Det har været et gennemgående samtaleemne med klubben, og jeg værdsætter virkelig, at de hele tiden tænker i spillerens bedste interesse. Den tilgang har gjort samarbejdet meget positivt. Det vil være bedst ikke at forlænge min kontrakt med Team Esbjerg og i stedet fortsætte min udvikling i et nyt miljø, hvor jeg har som mål at påtage mig en mere fremtrædende rolle og yderligere accelerere min udvikling, siger Judith van der Helm:

– Jeg er meget taknemmelig for den mulighed, jeg har fået hos Team Esbjerg. Jeg sætter især stor pris på den åbne og transparente kommunikation med både trænere og ledelse, når det gælder min personlige udvikling. At træne hver dag på det højest mulige niveau har hjulpet mig med at udvikle mig som spiller både for min klub og for landsholdet.

Cheftræner Tomas Axnér betoner, at Judith van der Helms udvikling som håndboldspiller har haft den højeste prioritet, da hendes nære fremtid skulle formes.

– Det er vigtigt, at det er Judith selv, som har taget beslutningen om, hvad der er bedst for hende på kort sigt. Hun er inde i en rigtig god udvikling i Team Esbjerg, hun arbejder hårdt, og det er bestemt en mulighed, at hun vender tilbage til klubben, når hun har taget de næste skridt. Det er jeg overbevist om, at hun formår, siger Tomas Axnér.